Af Claus Mørkbak Højrup
Et par ord om Erik Vadsager.
Erik døde desværre af kræft i sidste weekend. Jeg har kun kendt Erik i 4 år, men jeg er glad for at jeg trods alt nåede at møde ham.
Mit første møde med Erik var under valgkampen til kommunalvalget i 2013. Erik og jeg stillede op for hvert sit parti. Under et vælgermøde er det ikke helt unormalt, at fronterne mellem partierne er trukket en smule op. Men sådan var det ikke med Erik. Han kom med et stort smil og virkede på ingen måde garderet over for sine modstandere. Det bemærkede jeg med det samme ved Erik.
Erik blev valgt i byrådet på det sidste mandat, forstået på den måde, at han var den politiker, som sad på færrest personlige stemmer. Men som Erik udtrykte sig: “Ethvert byrådsmedlem har kun én stemme, og det er den, som man bruger i byrådssalen.” Og det havde han jo ret i.
Erik Vadsager.
I starten af 2014 var vi sammen på et introduktionskursus for nye byrådsmedlemmer. Undervejs talte jeg i plenum om, at en kommunes indsatser kunne sammenlignes med en stol. Der var brug for mere end ét ben (indsatser) og de forskellige ben understøtter hinanden. Hvis man fjerner det ene ben, vil stolen vælte. Det var (og er stadig) min påstand. Erik var en kreativ type, som tegnede og malede meget. Der gik heller ikke ret længe, inden et ark papir blev sendt gennem lokalet, fra deltager til deltager på bedste skoledrenge-maner for at ende ved mig. Det var en tegning af en ét-benet stol, signeret af kunsteren Erik Vadsager. Jeg har stadig tegningen et sted i mine papirer. Sådan var Erik – der var god humor i ham.
Erik kunne også være lang i spyttet, når han gjorde sig sine overvejelser. Han var meget omhyggelig i sine tanker, kom helt ud i krogene og kunne tale længe om både fordele og ulemper ved den ene eller den anden ting. Omvendt blev han også meget stålsat , når først han havde gjort sig sine overvejelser. Så fortalte han, hvad han havde konkluderet og holdt fast i det. Begge dele kunne nogle gange irritere andre mennesker. Jeg har altid elsket Erik for begge dele.
Erik lavede en utraditionel valgvideo i 2013. Det var i bund og grund et puslespil af ham selv, som blev lagt, mens han småsludrede som baggrundslyd. Mine ældre Facebook-venner kan sikkert huske Monty Pythons flyvende cirkus med John Cleese mfl. og stilen i videoen var som taget fra den gamle serie.
Når Erik og hans kæreste Annabeth skulle på besøg skete det ofte som en planlagt lørdag aften med spisning. Vores børn kan ikke altid huske navnene på alle de voksne, som vi kender, men med Erik og Annabeth var det nemt at fortælle, hvem som kom. Erik blev nemlig kaldt Puslespil-manden hjemme hos os, med henvisning til valgvideon. Vi skulle blot fortælle børnene, at Puslespil-manden og Annabeth skulle komme, så lyste deres ansigter op med genkendelse malet i dem. Ofte ville de også gerne lige se videoen igen, før Erik kom. Jeg har slået videoen op sammen dette opslag. Gør jer selv den tjeneste at se den med lyd på.
Én gang om året var Erik og jeg partihoppere. Vi “meldte os ud” af henholdsvist Socialdemokratiet og Venstre, og afholdt stiftende generalforsamling i partiet “Nye Socialliberale”. Det foregik altid til Lundergård Revyen, sammen med “konerne”. Revyen var vores årsmøde. Dagen efter hoppede vi tilbage til vores gamle partier.
Det var også tilfældet i år. Vi startede aftenen på min terrasse sammen med min kone og Annabeth. Vi plejede nemlig altid at starte hjemme hos en af os med et glas vin og en hyggesnak. Dengang vidste vi ikke, at Erik var syg, men han fortalte da, at han ikke regnede med, at der skulle danses så meget den aften. Han havde nemlig smerter i benet. Vist nok nogle hævede lymfer, som han sagde dengang. Senere på aftenen, hvor de bedre halvdele ikke var i nærheden, spurgte jeg ham, om det var noget, som han var nervøs over? Han var lidt henholdende med sit svar, og set i bakspejlet har han måske allerede der fornemmet, at der var noget i gære.
Lymferne udviklede sig desværre og Helle og jeg kom til at se mindre og mindre til Erik og Annabeth efterhånden som sygdommen tog over, og overskuddet forsvandt. Erik og Annabeth har haft en hård sommer og efterår. Helle og jeg nåede et sidste besøg ved Erik ude på sygehuset i Hjørring for omtrent 14 dage siden. Da vi forlod sygehuset var vi kede af det, men havde alligevel et håb om, at Erik nok skulle klare det. Det viste sig desværre, at vi tog fejl, og nu er Erik død.
Vi tænker meget på Annabeth lige nu og selvfølgelig også på resten af Eriks familie. Vi kommer til at savne ham og er utrolig glade for, at vi nåede at blive venner med ham.
For Erik.
Claus og Helle.
