Millionstøtte fra staten til Vendsyssel Teater

Staten vil de næste 4 år give 3,1 mio. kr. om året til Vendsyssel Teater.

225
Direktør Lars Sennels fra Vendsyssel Teater.

Vendsyssel Teater skal være et regionalt kraftcenter, når det kommer til scenekunst. Det er en af begrundelserne for, at det lige netop er Vendsyssel Teater, der kan se frem til millionstøtte fra staten efter folketinget har indgået en bred politisk aftale om scenekunst.

–  Med et varigt økonomisk løft på i alt 10,5 mio. kr. til Fredericia Teater, Randers Egnsteater og Vendsyssel Teater skaber vi nogle nye regionale kraftcentre i Danmark, som forhåbentligt kan give os alle sammen nogle helt fantastiske oplevelser og inspirere andre teatre, siger kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance).

Udover de tre teatre, der bliver fremhævet som regionale kraftcentre, så giver aftalen også et udviklingstilskud til 14 egnsteatre. De 14 egnsteatre får samlet 22 millioner kroner, så de kan arbejde på at nå ud til flere mennesker.

I aftalen er det påpeget, at Vendsyssel Teater har formået at markere sig i et langt større område end de kommuner, der støtter dem, og derfor bliver de gjort til egnens kteaterkraftcenter. Det nordjyske teater er i dag støttet af Hjørring og Frederikshavn kommuner. Teateret får ifølge den nye aftale 3,1 millioner kroner ekstra årligt de næste fire år til at udvikle teateret for.

– Penge, der vil gøre det muligt for os at lave det teater, som vores nye hus indbyder til at præstere, siger Lars Sennels, direktør på Vendsyssel Teater.

Den øgede støtte til egnsteatrene kommer blandt andet fra omprioriteringer inden for scenekunst-området. Det betyder, at der er nogle københavnske teatre, der skal drives videre for et formindsket budget. Derudover vil der over de næste 4 år blive sat 33 millioner af i finansloven til denne aftale.

– Det er en god aftale, hvor Fredericia Teater, Randers Egnsteatre og Vendsyssel Teater får tildelt et særligt tilskud på grund af deres særlige indsats. Det har også været muligt at støtte scenekunsten bredt, og der er endda blevet tildelt nye midler fra finansloven, siger Marianne Jelved, kulturordfører (Radikale Venstre).

Det er kun Enhedslisten og Alternativet, der ikke er med i aftalen.

Kilde: Vendsyssel Teater og TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments