
Den bestående virksomhed Danish Salmon A/S har via en VVM-proces med redegørelse for virksomhedens påvirkning af miljøet ved ændret drift, ansøgt om miljøgodkendelse, tilladelse til udledning af renset spildevand til havet, og tilladelse til indvinding af grundvand.
Virksomheden er en bestående virksomhed, hvor driften ændres fra nedsivning af renset spildevand til direkte udledning til havet. Virksomhedens listepunkt ændres dermed fra I204 til I201. Virksomheden ønsker en årlig bruttoproduktion på op til 2000 tons laksefisk (laks eller ørred) i et recirkuleret saltvandsdambrug på land på Niels Juelsvej 46. For en principskitse af virksomhedens opsætning og vandrensning se bilag 10.
Tidligere godkendelser og tilladelser som bortfalder
Virksomhedens oprindelige miljøgodkendelse, nedsivningstilladelse og indvindingstilladelse fra 13.02.2012 ophæves med nærværende godkendelse, ligesom den tidsbegrænsede udledningstilladelse af 19.10.2015 også ophæves.
Tilladelse til nedsivning af tagvand
Virksomhedens tilladelse til at nedsive tagvand på grunden i et bassin sydøst for bygningen ændres ikke ved nærværende godkendelse.
Godkendelse
På grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger, suppleret med Hjørring Kommunes vurderinger, meddeles Danish Salmon A/S miljøgodkendelse til lakseproduktion i RAS-anlæg med yderligere ekstern vandrensning (denitrifikation) og slamfiltrering.
Godkendelsen meddeles i medfør af kapitel 5 i Miljøbeskyttelsesloven1 samt Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed2 .
De hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsen, er, at virksomheden har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelsen af den bedste tilgængelige teknik, at virksomheden kan drives på stedet uden at påføre omgivelserne forurening, som er uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed, og at til- og frakørsel til virksomheden kan foregå uden væsentlige miljømæssige gener for de omboende.
Miljøgodkendelsen omfatter samtlige aktiviteter på virksomheden. Godkendelsen indeholder vilkår for virksomhedens indretning og drift, samt krav til egenkontrol mv. Vilkårene er de betingelser kommunen stiller for, at virksomheden kan miljøgodkendes. Vilkårene skal, hvis ikke andet er anført, være opfyldt fra den dato, hvor godkendelsen træder i kraft.
Listebetegnelse
Virksomheden er optaget på bilag 2 til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed med listebetegnelse I201, der omfatter: ” Saltvandsdambrug, som ikke er FREA-anlæg”.
Det vil sige, at virksomheden er et saltvandsdambrug på land, hvor vandet recirkuleres kraftigt, men hvor renset spildevand derefter udledes til havet i stedet for at gå til for eksempel nedsivning eller udspredning på landbrugsjord. Selvom virksomhedstypen ikke er omfattet af bekendtgørelserne for ferskvandsdambrug og havbrug, er der i fastsættelsen af vilkår taget udgangspunkt i disse, samt virksomhedens tidligere godkendelse. Begrundelsen for vilkårene findes i afsnittet ”Miljøtekniske vurdering”.
Læsevejledning i forhold til nye og gamle vilkår
Virksomheden har en tidligere miljøgodkendelse fra 2012, som bortfalder med nærværende godkendelse. Fra den tidligere godkendelse er der så vidt muligt videreført vilkår til nærværende godkendelse. Efter vilkår videreført fra den gamle godkendelse er det derfor i parentes indført et (2012), så det tydeliggøres, hvornår vilkåret er stillet første gang. I visse tilfælde er vilkår fra 2012 modificeret og tilpasset den nye drift med videre, og da er (2012/2017) angivet efter vilkåret. Vilkår, som er nye, har ikke angivet årstal.
VVM
Forud for denne miljøgodkendelse har en VVM-proces fundet sted i henhold til VVM bekendtgørelsen3 , idet ændringen fra nedsivning af spildevand til udledning til havet hører under VVM-bekendtgørelsens bilag 2, punkt 14: ”Ændringer eller udvidelser af anlæg i bilag 1 eller 2, som allerede er godkendt, er udført eller er ved at blive udført, når de kan være til skade for miljøet (ændringer eller udvidelser som ikke er omfattet af bilag1)”.
Ud fra VVM-redegørelsen af 23.08.2016 og offentlighedens bemærkninger hertil har Hjørring Kommunes Byråd 15.02.2017 besluttet (bilag 6), at virksomhedens udledning af renset spildevand kan tillades, idet udledningen ikke har nogen væsentlig effekt på miljøet, og idet virksomhedstypen kan påvirke opdrætserhvervet globalt set i en retning mod mere rensning af spildevandet. VVM-tilladelsen er indarbejdet i denne godkendelse og udledningstilladelse. Uddrag af VVM-redegørelsen ses i bilag 5. VVM-redegørelsen i sin helhed kan ses ved henvendelse til kommunen (sagsnummer 01.16.06-G00-1-15).
Udledningstilladelse
Virksomheden får tilladelse til udledning af renset processpildevand til havområdet Skagerrak umiddelbart sydvest for Hirtshals Havn, via Hjørring Vandselskabs udløbsledning fra Hirtshals renseanlæg, efter § 28 stk. 1 og 3 i Miljøbeskyttelsesloven4 , og bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v.5 og Miljømålsbekendtgørelsen6 . Sanitært spildevand ledes til offentlig spildevandskloak, og behandles ikke i denne tilladelse.
Tilsynsmyndigheden kan til enhver tid ændre vilkår fastsat i en udledningstilladelse, hvis de må anses for utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige, jævnfør § 30 i Miljøbeskyttelsesloven.
Kravene til udledningen er fastsat med baggrund i VVM-redegørelsen for udledningen (se afsnit om VVM). Der er i udformningen af udlederkrav (egenkontrolprogrammet) taget udgangspunkt i, hvordan det øvrige akvakulturerhverv reguleres i ferskvandsdambrugsbekendtgørelsen og havbrugsbekendtgørelsen, ligesom der også er skelet til reguleringen af sammenlignelige anlæg i Danmark, nærmere bestemt Langsand Laks i Hvide Sande og Sashimi Royal i Hanstholm. Se mere herom i den Miljøtekniske Vurdering, afsnit ”BAT” og ”Udledning af spildevand til havet”.
Indvindingstilladelse
Virksomheden får tilladelse til indvinding af grundvand fra dræn og bruge dette som procesvand i produktionen. Tilladelsen gives i henhold til §§ 20 og 21 i Vandforsyningsloven7 og Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning8 . Det indvundne vand indgår som en del af den samlede mængde procesvand og udledes sammen med dette.
Generelt
Virksomheden må ikke udvides eller ændres produktions-, bygnings- eller driftsmæssigt på en måde, der indebærer forøget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt i henhold til § 33 i Miljøbeskyttelsesloven9 .
Vilkårene skal være opfyldt fra den dato, hvor godkendelsen træder i kraft, hvis ikke andet er anført i vilkårene.
Der gøres opmærksom på at denne godkendelse og indbefattede tilladelser ikke fritager fra krav, tilladelser, godkendelser eller dispensationer efter anden lovgivning. Der gøres også opmærksom på, at der i tillæg til denne godkendelse vil være andre regler for akvakultur, som skal overholdes. Som eksempel kan nævnes reglerne i ”Bekendtgørelse om anvendelse af fodertyper ved saltvandsbaseret fiskeopdræt” (Bek. nr. 1451 af 7. december 2015).
Det er anlæggets eget ansvar at holde sig ajour i forhold til disse regler.
Læs meget mere om godkendelsens vilkår her: Miljøgodkendelse Danish Salmon A/S
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis sætte fokus på den lokalpolitik og de lokalpolitikere i hele Hjørring Kommune, som i sagens natur har indflydelse også på livets gang i vores primære område, som er den gamle Hirtshals Kommune.
Fotografik: Hjørring Kommune.