Af Mikkel N. Paulsen
Tidligere vandløbsmedarbejder ved Hjørring Kommune
Jordbrugsteknolog
Jurastuderende
For anden gang på under et år bliver der udøvet selvtægt i Hjørring Kommune. Nu er det kommunen selv, ved politisk tilladelse til vandindvinding. Sidste gang ved Nørlev og Lønstrup, førte det til at sommerhusejerne fik deres ønske om kystsikring opfyldt. Nu ønsker politikere ved selvtægt, at indføre force majeure i natur- og vandløbslove.
Betyder klimaforandring behov eller mulighed for force majeure, eller blot rettidig omhug ved demokratiske redskaber som planlægning og tilpasninger?
I mine øjne er der tale om tre problemer i denne sag:
1) At kommunen ikke opfylder hjemmelskrav- et retsprincip som normalt adskiller Danmark fra bananrepublikker.
2) Det er problematisk at påberåbe sig force majeure tre måneder inde i en “hændelse” og undskylde sig med lang sagsbehandlingstid. Hvis man havde været åben og sagsbehandlet normalt, kunne man blot have kaldt de manglende fire ugers høringsperiode for force majeure.
Alternativt kunne kommunen have brugt vandløbet som transportvej for kompenseret oppumpet grundvand – eventuelt fra lukkede boringer, der er uegnet til drikkevand. Her er man undladt diverse afgifter og skal kun betale el, og det ville hjælpe dyrene i de vandhungrende små bække.
Med disse to realistiske alternativer kan der aldrig være tale om force majeure, og kravene er langt fra opfyldt eller kan bruge i tilfældet. Parterne hár alternativer som eksempelvis transport eller kompensationsgrundvand. Derfor har man “kontrol over hændelsen til afværge” og at tørken tre måneder inde er “forudsagt” og varslet af meteorologer. Citationstegn er krav som skal opfyldes ved force majeure. Normalt bruges force majeure ved købelovens §24 og i forsikringssammenhæng. Således forsikringsselskaber mf. ved naturkatastrofer og krig kan rive kontrakten i stykker.
3)Tredje og sidste problem er, at man ikke er åben over for de høringsberettigede organisationer, foreninger og borgere. End ikke været i dialog med lokale der kender vandløbet bedre end kommunen, forud for udmeldingen om muligheden for tilladelser. Herunder at kommunen ikke præsenterer/offentliggør nogen form for dokumentation eller undersøgelser af fauna, iltniveauer, vandføringer og estimat over vandstanden såfremt tørken forsætter i måneder. Borgerne har ingen sikkerhed for, at dette faktisk er en fornuftig beslutning taget af sagsbehandlere/fagfolk som biologer eller vandløbsteknikere. Ikke en politisk beslutning om kommunal selvtægt med håb om at få stemmer og magt.
At tro man kan bruge force majeure, kan naturen ikke leve med, derfor skal dette spørgsmål afklares med de konsekvenser det kan have for de involverede politikere. Jeg er bekymret for om oversvømmede marker bliver det næste, når force majeure vil blive udtalt af politikere som påskud til akut at lave vandløbet om til en “vandmotorvej”.
Prøv i højere grad at indtænke genskabelse af naturlig hydrologi i oplandet, så naturen kan gå sin gang, hvor naturlige processer kan udfolde sig.
Tænk hvis landbruget frivilligt eller sammen med kommune og frivillige havde genskabt naturlig hydrologi, hvor det var muligt? Genskabt ådale, lavet vådområder til fjernelse af næringsstoffer ikke mindst omprioriteret sin dyrkning. Da havde vandløbssystemet haft bufferkapacitet både til skybrud og vandføring under tørke til markvanding og grønne enge. Hertil om vinteren under lang frost, hvor vandløbet også mangler vand – grundvand! Ikke det overfladevand som spuler og eroderer hele systemet, så vandløbet skal opgraves efter tøbrud. Oplandet/vådområdernes nydannede terrænnære grundvandsmagasiner virker som en svamp.
Normalt er der politisk og landbrugsmæssigt fokus på hurtig afledning af vand, for at kunne opretholde hvede o. lign. på uegnet jord – de ellers våde enge. Her ville græsset have haft bedre betingelser som foder til malkekvæg især i tørre år – ligesom vor farfar gjorde. Ja de sidste to store tørker var i 1947 og 1952, da farfar fik drænet de sidste moser og enge. i 70-80’erne tre mellem tørker i 74, 76 og 83 her blev engene med nye dræn og maskiner omdannet til kornmarker – ofte med statsstøtte.
Sidst alle skatteborgere og vandmiljøet i kommunen så konsekvenserne var ved skybruddet okt. 2014. Efterfølgende betalte skatteborgerne for en stor infrastrukturel skade – konsekvens af manglende bufferkapacitet i oplandet. Normalt er det “kun” naturen, landbruget og husejerne som betaler prisen.
Jeg mener de største problemer for vandløbsmiljøet i Hjørring Kommune skyldes unaturlig hydrologi, erosion og sandvandring. Årsagen er impuls overfladeafstrømning grundet svag bufferkapacitet, forårsaget af en uhensigtsmæssig vandløbsforvaltning og vedligeholdelse – både af kommune og landbrug. Herunder nogen uhensigtsmæssig landbrugsdrift og indtil fornylig afledning af regnvand fra byer – der er altså fremskridt.
Lad os håbe det samme for vandløbet måske frie løb ved Uggerby elværk og Mosbjerg dambrug. Her giver det opstemmede vand en iltfattig algeblomstrende sø og påvirker vandløbsmiljøet nedstrøms og opstrøms.
Denne sag afspejler i mine øjne nøjagtig, hvorfor organisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund sammen med frivillige og lodsejere – ér nødvendige og legitime for at have et funktionelt demokrati! Noget visse politikere og borgere gerne vil erodere ved, at indføre selvtægt og selvstyre til gavn af egen interesse, mod samfundets fælles interesse.
“Demokrati er ikke den bedste styreform… Men det er den mindst ringe.” (W. Churchill).
Foto: Arkiv.
Spot on og et super godt indlæg i debatten om landbruget vs naturlig natur.
Vil gerne væk fra Landbruget vs naturen. Landbruget ér ikke problemet – de er dél af problemet. – problemet er mest politisk og samfundsmæssigt. Det er korrekt at det modarbejdes og gøres værre af lobby organisationer “hvor nogle landmænd er medlem” og politikere som er på stemmefiskeri efter princippet “splid skaber sammenhold”