
Mennesker har gennem alle tider været betaget af rovfugle, og snart kan man igen se dem helt tæt på og samtidig lære om vores kulturhistorie ved Ørnereservatet.
Ørnereservatet er klar til den snarlige sæsonåbning – og i år med en stor nyhed.
Udstillingsrummet er omdannet til en tidsmaskine, hvor du blandt andet kan se en rekonstruktion af Knud den Hellige (konge af Danmark fra 1080-1086) på falkejagt med sin hustru, Edel af Flandern, datter af grev Robert af Flandern i det nuværende Belgien.
Ørnereservatet har for at gøre det så troværdigt som muligt allieret sig med en fotograf og rollespillere, der har specialiseret sig i middelalderen. Resultatet vises på tre storskærme.
– Jeg er helt lamslået over, så godt de griber den. Man bliver fuldstændig henført til Knud den Helliges tid eller til tv-serien Game of Thrones, siger Peter Frank Wenzel, indehaver af Ørnereservatet.
Forelskelse bag falkejagt
Det formodes, at Knud den Hellige blev inspireret af sin kone til at udbrede falkejagt på hest i Danmark, akkurat som den allerede var i hendes hjemland, Belgien. Han blev i overklassen en form for trendsætter, og snart var falkejagt en yndet aktivitet.
Kongen blev – som det på den tid var almindeligt – gift med Edel af strategiske årsager. Forelskelse var ikke nødvendigvis en del af pakken, men blev for Knud den Hellige en velkommen bonus. Edel var meget smuk, og så bragte hun ikke mindst falkejagten ind i Knud den Helliges liv.