Middelaldersø genopstår ved Herregården Odden

Nu genopstår middelalderens møllesø nord for herregården Odden ved Mygdal.

38

Møllesøen ses på de tidligste kort over Oddens omgivelser og sikrede i århundreder driften af Odden Vandmøllle.

Søen blev tørlagt i begyndelsen omkring år 1900 i et forsøg på at skaffe mere landbrugsjord til herregården. Men udbyttet stod i længden ikke mål med anstrengelserne. Store dele af arealet stod om foråret under vand, og sivplanter blandedes med græsbevoksningen.

Et samarbejde mellem fonde, kommunen og Odden

I 2013 fik Victor Petersens Willumsen-samling på Herregården Odden en betydelig fondsstøtte til at erhverve det areal, hvor søen tidligere lå. Siden har bestyrelsen for Odden arbejdet med planerne for genskabelse af søen, der tog fart, da endnu en stor fond bevilgede penge til et forprojekt. Der blev indgået aftale med firmaet Orbicon, foretaget boringer for at fastslå hvor vandspejlet lå og udarbejdet planer, der tog hensyn til naturbeskyttelsen af de omkringliggende engstrækninger og af vandløbet Skeen Møllebæk.


Kort over Odden og omgivelser anno 1800.

På forslag af Hjørring Kommunes konsulent undersøgte man mulighederne for at den genskabte sø tillige kunne være med til at løse kloakeringsproblemerne i Mygdal. Her som overalt i landet skal spildevand og overfladevand adskilles, da det eksisterende kloaknet ikke kan rumme de stigende regnmængder. Fra Mygdal skal det forurenede spildevand transporteres til rensning i Hirtshals, mens overfladevandet, dvs. regnvand og vand fra befæstede arealer på veje og villagrunde fremover med langt mindre udgifter kan ledes til møllesøen.


Fr. Richardts maleri af Odden set fra søen 1855 efter tegning fra 1846.

Detailprojektet til søens genskabelse er på herregårdens initiativ, igen med fondsstøtte til Odden, blevet udviklet i samarbejde mellem Orbicon, Hjørring Vand og Hjørring Kommune. Odden stiller en stor del af den erhvervede jord gratis til rådighed for etableringen af bassinet og har således bidraget med indsamlede fondsmidler på 650.000 kr. til projektets realisation, mens Hjørring Vand påtager sig anlægsudgifterne.

Et sammenhængende naturareal

På arealet syd for søen har Odden i 2013-14 foretaget skovrejsning, en vandresti fører allerede nu fra Odden Skov syd for Oddenvej op mod det kommende søareal, og landskabet omkring Herregården vil således i løbet af få år fremstå reetableret, som det en gang så ud, til glæde for såvel de lokale beboere som turister fra ind. Og udland, der årligt besøger Willumsen-samlingen og herregården Odden.

Hjørring Vand har meddelt, at arbejdet med genskabelsen af søen forventes afsluttet inden sommerferien i år. Gravearbejdet i Mygdal By er allerede i fuld gang.

Link: Herregården Odden

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments