Kære alle sammen.
Tusind tak fordi jeg måtte komme her i dag. Jeg har fornøjelsen af at skulle tale to steder i aften; i min dejlige barndomsby midt i Soldalen og i det høje herlige Horne.
Ovre i USA har de en lettere utilregnelig fyr, også med mærkeligt hår, der kan være lidt svær at styre. Uden sammenligning i øvrigt, skal jeg prøve på at holde mig lidt mere til manuskriptet.
I aften samles vi alle omkring bålet. Ild har altid haft en dragende effekt på os mennesker.
Ilden den varmer, og ilden lyser op i mørket. Men ilden fortærer også, og ilden udsletter. På det område minder ilden meget om os mennesker: Hvis ikke vi brænder for noget, så dør vi langsomt.
Det er nemlig ilden inde i hver af os, der giver os drivkraft, og giver livet mening – men det er også ilden inde i os der dør, hvis ikke vi sørger for at give den næring.
Men hvad er det så der giver ilden næring? Hvad er det der får den til at blusse op?
Det er både det gode – og det dårlige her i livet. Og vi skal huske at give plads til begge dele. Vi ville nemlig ikke få den samme næring og glæde ud af det gode, hvis ikke vi vidste at der er et alternativ.
Inderst inde tror jeg ikke, at vi ville sætte ligeså meget pris på solen, hvis ikke der engang imellem var lidt regnvejr, som vi kunne være den utro med.
Der skal være plads til både solskin og regnvejr.
Plads til både kærlighed og sorg.
Plads til både enighed og uenighed.
Ja, det betyder jo også, at der skal være plads til både blå og røde politikere, eller hvilken farve vi nu stempler os selv med.
Det er valgår, så før jeg kommer for godt i gang med at påstå, hvem der er de gode og hvem der er de knap så gode, vil jeg bare holde fast i, at det er godt, vi lever i en del af verden, hvor der er plads til begge dele. Vi brænder nemlig for det meget af det samme.
Vi brænder for den lille del af verden hvor vi gerne selv vil have vores børn til at vokse op…
Der hvor vi gerne selv vil blive ældre, og måske også syge…
Der hvor vi gerne selv vil være frivillige ildsjæle…
Der hvor vi gerne vil selv leve vores liv og drive vores virksomhed…
Vi brænder for meget af det samme. Det er i hvert fald min naive tro. Vi kan bare godt være uenige om vejen frem – og dét skal der bestemt også være plads til.
For i de fleste udfordringer her i livet, er der faktisk argumenter for både den ene og den anden løsning – og hånden på hjertet; der er sgu ikke nogen af os der er så kloge, at vi har det rigtige svar på alt.
Heldigvis. Tænk hvis vi var så kloge. Tænk hvis vi alle sammen var ens. Heldigvis er der plads til at skille sig ud, og plads til at vores ild kan få næring, af det vi hver især sætter pris på. Det vi hver især kæmper for.
Om lidt skal vi synge en af de smukkeste danske sange der findes; Midsommervisen. Læg mærke til teksten.
Læg mærke til at de flittigste får de største gaver. De der er ihærdige og gør en forskel for sig selv og for andre, er dem der selv får næring.
Men læg også mærke til, at vi samtidig skal give plads til at tumle rundt på engen og holde fri. Vores ild fungerer nemlig ikke uden luft, og derfor skal vi huske vores pusterum.
Sommeren står foran os, så inden min tale bliver alt for lang og kedelig – velvidende at det måske er for sent – så vil jeg gerne give lidt gode råd til, hvad der i hvert fald giver min ild næring:
1 Tro på dig selv. Lad være med kun at tro på det de andre siger om dig.
2 Kys mere. Meget mere. Og elsk mere. Især med ham eller hende du kalder din elskede.
3 Nyd livets glæder og fornøjelser. Husk at drikke lidt øl engang imellem, eller hvad du nu lige har lyst til, og gør det meget gerne til Musik Under Trappen i uge 30. Vi giver fri entré igen i år.
4 Smil til andre. Du kan være faktisk grunden til, at de også smiler i dag.
5 Sæt pris på, at vi lever i en fantastisk del af verden, fyldt med muligheder. Det burde vi faktisk sætte meget større pris på.
6 Brænd for noget, og gør en positiv forskel. Til gavn for dig selv og for andre.
7 Vær åben overfor andre og deres idéer. Lad være med at påtvinge andre dine holdninger. Også selvom du er politiker, og det er valgår.
Det sidste råd det har jeg lånt af Politimester Bastian fra Folk og Røvere i Kardemommeby:
8 Lad være med at plage andre, og sæt ikke livet til – og i øvrigt må du gøre hvad du vil.
For vi har jo kun det her ene liv, og vi bestemmer selv om vi tør bruge det, om vi tør leve det, og om vi vil forfølge vores drømme. Skulle vi blive i tvivl undervejs, så vil jeg anbefale at bruge hjertet som kompas…
For som Midsommervisen slutter, vil jeg også slutte med ordene: “Vi vil fred her til lands… Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde.”
Lad ilden brænde. TAK for ordet!
