
Tirsdag aften var det liberale byrådsmedlem Michael Vajhøj inviteret på besøg hos Round Table i Hirtshals, som i daglig tale er kendt som RT102.
Invitationen lagde op til en snak om det politiske liv, og da Round Table primært består af folk med tilknytning til det private erhvervsliv, blev der hurtigt trukket en direkte parallel imellem ledelsen af større erhvervsvirksomheder og det politiske.
– Oppe i byrådet sidder vi i bestyrelsen for kommunens største virksomhed, nemlig kommunen. Virksomheden har en omsætning på knap 4 milliarder og har cirka 6.000 ansatte. I bestyrelsen sidder vi 31 bestyrelsesmedlemmer valgt af vores godt 65.000 ejere, i hvert fald de af dem, der har stemmeret, lød det indledningsvis fra Michael Vajhøj.
Årsagen til denne indgangsvinkel var dels at lave en sammenligning, som medlemmerne kunne omsætte til deres hverdag, dels for at få synliggjort, hvad en politikers reelle arbejde består af.
– I dagligdagen er der forskel på, hvilke opgaver bestyrelsen beskæftiger sig med, og hvilke opgaver direktionen eller den daglige ledelse beskæftiger sig med. Det handler alt sammen om ledelse, og om at gøre en forskel for andre mennesker. Bestyrelsesarbejde handler om at gøre en forskel, sammen med andre og træffe beslutninger sammen med dem. Den administerende direktør kan selv egenrådigt træffe beslutningerne ud fra de rammer, som virksomheden arbejder under. Bestyrelsesarbejde bliver derved ledelse af andre mennesker, igennem andre mennesker, hvor almindeligt ledelsesarbejde er mere direkte, lød det uddybende fra lokalpolitikeren.
Også typen af opgaver i bestyrelsen adskiller sig fra den daglige ledelses.
– I bestyrelsen er vi ikke med inde i maskinrummet, men befinder os i stedet oppe i helikopteren. Bestyrelsens opgave er at føre kontrol med virksomhedens daglige drift, udarbejde service- og kvalitetsstandarder og beskæftige os med forretningsudvikling; det, der i politikeres ordbog ofte omtales som visioner. Den konkrete udførelse af arbejdet er det den daglige ledelses opgave at administrere.
– Skal vi omsætte det til noget konkret, kan vi tage et kig ud på vores veje. Er der et hul, så vil mange føle det naturligt at tage fat i byrådet for at få det lavet, men det ville man jo aldrig gøre i en privat virksomhed. Hvis du er på en restaurant og der er en plet på dugen, eller toiletforholdene er lidt uhumske, vil man aldrig tage fat i et af bestyrelsesmedlemmerne, men i stedet en af de ansatte eller måske daglige leder.
– Så hvis der er et hul i vejen, så er vores opgave som politikere, at sikre, vi får lavet nogle retningslinier for, hvordan vejene vedligeholdes, og kigge på i hvor høj grad vi kan leve op til disse, hvordan vi sikrer nogle optimale indkøbsaftaler og arbejdsstrukturer, så vi får mest for pengene, og ja også tage stilling til, hvor mange penge vi ønsker at prioritere på det område, som jo oftest vil ske på bekostning af andre områder i budgetterne.
Michael Vajhøj indrømmer gerne, at det nemt kommer til at lyde indviklet:
– Men det er bare ikke ret sexet, og der er på godt og ondt ikke særligt mange stemmer i at sige til den borger, der henvender sig om et hul i vejen, at der må vi lige have et kig på de kommunale service- og kvalitetsstandarder. Og så er det, at det bliver svært for politikere at være politikere.
– Vi kommer nemlig rigtig nemt til at blande os i ting, som ikke er vores opgave. Jeg tror ikke på, at nogen af os gør det i en ond mening, men mere, fordi vi alle sammen brænder for at gøre en positiv forskel for andre. Det er jo derfor, vi hver især er gået ind i politik til at starte med.
– Jeg tror, at vi alle sammen som politikere ville have godt af engang imellem lige at trække vejret og så sige de fire ord, som er så svære for en politiker at sige: DET – VED – JEG – IKKE.
– Alternativet er, at vi risikerer at blande os i ting, der ikke ligger indenfor vores arbejdsområde. I virksomhedens bestyrelse, også kaldet byrådet, skal vi være strategiske og oppe i helikopteren, så vi også kan sikre, at vi ikke forfordeler nogle, bare fordi vi er gode venner – det vi i gamle dage kaldte for sognerådspolitik. Arbejdet i maskinrummet er den daglige ledelses, også kaldet direktionens eller forvaltningens opgave.
Efter oplægget, der naturligvis også indeholdt lidt om, hvilke personlige og menneskelige overvejelser omkring Michael Vajhøjs skifte, var der lagt op til en bred politisk debat.
Aftenen blev rundet af med lidt godt til både maven og ganen.