
Af Michael Vajhøj
Byrådsmedlem i Hjørring Kommune
Spidskandidat for Liberal Alliance
Mail: [email protected]
Hjørring Kommune er indehaver af noget meget vigtigt, nemlig Hirtshals Havn der er en kommunalt ejet havn. Det skal vi være rigtigt glade for, men det er også noget som kræver en helt speciel opmærksomhed.
Hirtshals Havn er nemlig den strategisk vigtigste virksomhed i hele Hjørring Kommune. Vores beslutninger for udviklingen af havnen og den efterfølgende udførelse af de beslutninger er essentielle for udviklingen af hele vores del af landet. Derfor har jeg også længe ytret mig kritisk om den måde, som vi løser opgaven på i dag.
I dag udpeges der iblandt byrådets medlemmer tre repræsentanter til at løse denne opgave i havnens bestyrelse. Den udpegning sker, som alle øvrige politiske poster, som led i fordelingen af ”gode ben” i forbindelse med konstitueringen. Det er ikke sådan vi sikrer den optimale udvikling af Hirtshals Havn, og på lang sigt kan det få store konsekvenser.
Det er ejernes opgave at vedtage ejerstrategien, og bestyrelsens opgave at sikre denne strategi eksekveres. Lovgivningsmæssigt er der mange områder hvor en kommunalt ejet havn adskiller sig fra et almindeligt aktieselskab, og vi har som ejerkreds ikke de samme handlemuligheder overfor en bestyrelse der træffer beslutninger, vi som ejerkreds er uenige i – men som ansvarlige politikere bør vi som minimum sikre, at den langsigtede strategi diskuteres blandt ejernes repræsentanter (det samlede byråds medlemmer) og at bestyrelsen er sammensat af repræsentanter, der har de rette kompetencer til at udføre denne.
Hirtshals Havn er inde i en god udvikling, og vi har et kæmpe potentiale for at skabe yderligere vækst og arbejdspladser. Geografisk ligger vi perfekt, hvilket de mange indsejlinger af både personer og gods vidner om. Personligt kunne jeg godt tænke mig et endnu større fokus på fiskeriet og de maritime serviceerhverv, der om nogen igennem tiderne har bidraget med arbejdspladser og skattebetalinger til glæde for os alle. Logistik og transport er vigtigt for udviklingen, men det er eksporten og de øvrige erhverv på havnen bestemt også.
Vi har nemlig potentiale til meget mere – og det må vi ikke risikere at sætte på spil i fordelingen af ”gode ben”.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.