Michael Vajhøj bryder med Liberal Alliance

Michael Vajhøj har valgt at forlade Liberal Alliance og dermed trække sig som formand for partiet i Nordjylland og udtræde af partiets hovedbestyrelse til fordel for en måske mere usikker fremtid i Venstre.

3794

Udenfor raser vintervejret, men indenfor på Café 2, hvor netavisens udsendte har sat Michael Vajhøj stævne til en snak, er der heldigvis varm kaffe i kopperne.

– Jeg har meldt mig ind i Venstre. Det tænkte jeg, at du gerne ville vide, lyder det med et uudgrundeligt grin og det lune blink i øjet, som er så karakteristisk for Michael Vajhøj.

Det bliver vi som lokalt nyhedsmedie naturligvis nødt til at bekræfte, at det vil vi gerne. Især da dette også betyder, at Liberal Alliance dermed mister et af sine stærkeste kort i denne del af landet.

Grunden til bruddet med Liberal Alliance begrunder han med ordene:

– Der er truffet nogle beslutninger internt i partiet, som jeg ikke kan se mig selv som en del af. For nogen helliger målet midlet, og der er jeg af en anden opfattelse. De ting, der vedrører de interne linjer i et parti, bør dog forblive interne. Det er vist det, der er mest tjenligt for de mange gode mennesker, der stadig er deri.

– De senest par år har jeg dog også haft et fantastisk samarbejde med mange i Venstre, og jeg har jævnligt drukket kaffe med både Henrik Jørgensen, Søren Smalbro og andre i deres bagland, hvor løst og fast er blevet vendt.

Til spørgsmålet om netop grunden til skiftet skal findes i disse kaffemøder forklarer Michael Vajhøj:

– Tjaaa. Jeg har da fået buddet en del gange efterhånden, og da vi sidst delte en kop kaffe, vendte vi det da også. Dem jeg kort snakkede med forleden lød da også ganske begejstrede for beslutningen.

Fremtiden tør Michael ikke spå om:

– Min tid og energi foretrækker jeg at bruge på noget og nogen, jeg tror på. Om det er som soldat i fronten eller bag de indre linjer, det må tiden vise. Skulle det de næste tider medføre, at jeg får lidt ekstra fritid, vil jeg glæde mig til at bruge den sammen med Maria. Jeg tror og håber, det er gengældt.

Betyder det så et muligt farvel til den lokalpolitiske ildsjæl?

– Der skal ikke herske nogle tvivl om, at jeg gerne stiller op til kommunalvalget i 2021, men det er og bliver jo Venstres medlemmer, der afgør, hvem de vil have på listen. Det skal jeg gøre mig fortjent til hos dem, så det må jeg ud og arbejde lidt for.

– Jeg plejer at sige, at hvis man ikke står for noget, så falder man nemt for alt. Jeg har valgt, at stå op for det jeg tror på og at følge min samvittighed. Det er sjældent den vej, der er hverken nemmest eller mest populær. Til gengæld er det oftest den rigtige.

Venstres gruppeformand Henrik Jørgensen udtrykker i den forbindelse:

– Jeg tror ikke, at jeg er den eneste i byrådet, der har savnet Michaels person og hans inputs. Han er altid velforberedt, og godt inde i tingene, og så er han meget tro mod sit indre kompas. Især det sidste er en en dyd i politik.

Formanden for Venstre i Hjørring By, Carsten Birk Jacobsen, udtaler ligeledes i samme forbindelse til netavisen:

– Det var da også på tide, lyder det med et smil, der selv i telefonen tydeligt slår igennem, og fortsætter:

– Michael er en arbejdshest, og når vi har været ude og føre valgkamp, har jeg altid været imponeret over hvor stor en indsats han har lagt for dagen. Hvis han bare yder halvdelen af det her hos os, så spår jeg ham en stor fremtid i Venstre.

Privat er Michael Vajhøj bosiddende i Hjørring sammen med hustruen Maria, og arbejder til dagligt som bankrådgiver i Jyske Bank i Hirtshals, ligesom mange kender ham fra Hirtshals Musikforening, herunder ikke mindst som den altid humør- og farvestrålende konferencier til sommerens Musik Under Trappen.

6 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
inger-lene poulsen
4 år siden

Ønsker dig god held med dit valg af parti. Du er en af de få der arbejder seriøst, og kan indrømme fejl. Du taler med alle i en ligeværdigt dialog. Der kan vel være plads til en kandidat mere i Hirtshals.

Michael Vajhøj
4 år siden

Tusind tak, Inger-Lene. Glædelig Jul – vi ses i det nye år. 🙂

Søren Smalbro
4 år siden

Glæder mig til samarbejdet, – stort tillykke Michael

Jørgen Christensen
4 år siden

Velkommen Michael. Det bliver godt. Jeg glæder mig til det fremtidige gode samarbejde med dig, hvor ordentlighed altid har stået øverst.

Claus Mørkbak Højrup
4 år siden

Også et officielt velkommen fra mig. Vi ses Michael. 🙂

Lars Chr. Christensen
4 år siden

Nu er jeg jo kun født i Hirtshals, og bosiddende på en ø i midten. Men med den begrundelse, kan det da undre at du vælger et parti som venstre, da er da ellers alternativer nok i blå blok… Men nu er da jo ikke så megen ledelse i Venstre for tiden 😉