
Hirtshals Boldklub led lørdag eftermiddag deres tredje nederlag i træk, da bundholdet Kjellerup gæstede Schlie Arena.
Hirtshals tabte som tidligere omtalt på FlaskePosten 1-2, og Michael Skytte Pedersen, som spillede kampen, har nærmest tabt mælet efter den forestilling:
– Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal sige. Alle og enhver kan se vi er niveauer bedre, men resultatet siger noget andet. Og det er det der betyder noget. Det er svært at acceptere, men sådan er det bare.
Michael Skytte Pedersen mener ikke, at indstillingen var dårlig, men der var mange andre fatale svigt og elementer i kampen. Han fortsætter:
– Vi dækker ikke ordentlig op, vores genpres er 70 %, vores afslutninger er direkte pinlige. Personligt skal jeg selv udligne til 2-2 dybt inde i kampen, men jeg brænder en kæmpe chance. Sådan kan vi fortsætte. Vi er ikke skarpe på nogle punkter. Det kan blive straffet, selv af et hold som Kjellerup.
– Vi skal nærmest ikke engang kigge på næste kamp. Vi skal fokusere på næste træning. Vores træner sagde ikke meget efter kampen, så jeg tror, der kommer en længere analyse fra hans side tirsdag. Som sagt, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men vi skal videre, på en eller andet måde, slutter Michael Skytte Pedersen.
Efter fem kampe er holdet noteret for 6 point. Fremtidsperspektiverne er lidt uklare. Førsteholdets næste kamp er på udebane mod topholdet fra Vejgaard, som er noteret for 11 point for 5 kampe.