Michael Harritslev: Vi lægger os i selen for at få det til at fungere

Nordvestskolen har undervisningssteder i Lundergård, Bjergby og Højene i Hjørring Kommune.

937
Michael Harritslev er skoledistriktsleder ved Nordvestskolen og dermed Højene Skole i Hjørring Kommune. Foto: Arkiv.

Fra onsdag den 15. april skal elever fra 0. til 5. klasse tilbage i skole efter fire ugers nedlukning og hjemmeundervisning. Hvis altså skolerne når at blive klar.

Flere steder i Nordjylland kæmper skoleledere netop med at få skolerne klar til genåbningen. Det kræver planlægning ned i mindste detalje, og derfor er skolestarten også allerede udskudt flere steder – blandt andet på Hjørring Nordvestskole, der dækker over Lundergård, Bjergby og Højene skole.

– Det her handler om en verdensomspændende pandemi, som jo kan have katastrofale konsekvenser for den enkelte og hele samfundet, hvis vi ikke agerer hensigtsmæssigt. Så vi lægger os rigtig meget i selen for at få det her til at fungere og leve 100 procent op til den vejledning, der ligger, forklarer skoledistriktsleder Michael Harritslev.

Forskellige åbningsdage i de nordjyske kommuner

På Nordvestskolen skal eleverne fra 0. og 1. klasse tilbage i skole torsdag 16. april, mens elever fra 2. til 5. klasse skal tilbage på skolen fredag 17. april.

– Og er der det mindste, som ikke er klar, jamen så udskyder vi gerne en dag ekstra, siger Michael Harritslev.

Telte, håndvask og leg i holdskifte

På Hjørring Nordvestskole arbejder man henover påsken på at lægge den rigtige strategi for åbningen. Den er derfor heller ikke fuldstændig på plads endnu. Men der bliver blandt andet tale om færre elever i klasselokalerne, udeundervisning, opsætning af store telte, opdeling af skolen og brug af mange forskellige indgange. Initiativer, der skal sikre, at skolen lever op til den vejledning, som Sundhedsstyrelsen har udstyret skolerne med.

Skoledistriktsleder Michael Harritslev vil samtidig være helt sikker på, at forældre, elever og personale kan føle sig så sikre på genåbningen, som det overhovedet er muligt. Han har nemlig også fulgt den bekymring, som mange forældre landet over har ytret på de sociale medier.

– Jeg kan jo ikke fjerne den utryghed. Det kan jo ikke lade sig gøre. Men jeg kan give forældre en garanti for, at vi lever op til den vejledning, der ligger, 100 procent, siger han.

Tryghed hos skolebestyrelsesformand

Nordvestskolens formand for skolebestyrelsen, Lars Borup, er tryg ved skolens håndtering af genåbningen. Hans egne børn går imidlertid i de øverste klassetrin og skal derfor ikke tilbage på den fysiske skolebænk endnu.

Lars Borup er formand for bestyrelsen ved Nordvestskolen i Hjørring Kommune.

– Et eller andet sted skulle man jo starte den her genåbning. At man så har valgt det fra politisk side, er vel ud fra en rådgivning man har fået fra de embedsfolk, som rådgiver regeringen. Jeg ved, at hun (statsminister Mette Frederiksen, red.) har været præsenteret for tre forskellige scenarier, hvor hun har valgt det mest skånsomme scenarie. Jeg er godt klar over, at det giver nogle bekymringer, men det er jeg også sikker på, at skolen nok skal tage hånd om, siger Lars Borup.

Han mener også, at det er vigtigt at give den del af forældrene, som er trygge ved situationen, en stemme.

– Jeg tror, at nogle måske har en forståelse af, at vi ikke skal smittes. Det er ikke sådan jeg hører det. I stedet er det et spørgsmål om, at vi skal smittes over en lang periode, så vi er sikre på, at dem, der bliver syge af corona-virus, kan få den mest optimale behandling på sygehusene.

Er det ikke nemt for dig at være tryg, når du ikke selv har børn, der skal tilbage i skole?

– Jo, men det er heldigvis sådan, at vi i skolebestyrelsen er bredt repræsenteret. Og der er også medlemmer af bestyrelsen, som har børn i den aldersgruppe, som skal starte op. De er selvfølgelig bekymrede, og derfor har vi i skolebestyrelsen etableret et virtuelt mødeforum, hvor vi følger udviklingen og taler om den, siger Lars Borup.

Også landets vuggestuer og dagtilbud skal efter planen åbne op i den kommende uge.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments