Michael Harritslev: Måske er jeg for sart…

Af Michael Harritslev
Byrådsmedlem (S)

Gerningsmand, umenneskelig, konspiratorisk, diktatorisk, uanstændig, idiotisk, herremand og manglende respekt for de svageste i samfundet.

Ovennævnte er bare eksempler på ytringer, jeg er blevet kaldt i forbindelse med mit virke i byrådet. Alle ytringer der er knyttet op omkring socialdemokratiets beslutninger i forbindelse med lukningen af Havbakken og efterfølgende stillingtagen til friplejehjem i kommunen.

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv om, det virkelig er et rimeligt og nødvendigt sprogbrug for at få sit synspunkt frem. Måske er jeg for sart, men jeg tillader mig alligevel at blive en smule pikeret over at blive kaldt  som ovenfor beskrevet.

Jeg har fuld forståelse for den skuffelse, frustration og irritation, der er over, at Havbakken er blevet lukket. Jeg har samme forståelse for alle argumenterne mod beslutningen i forbindelse med byrådsflertallets beslutning om at fravælge friplejehjem.

Forhistorien er, at det er et indiskutabelt faktum, at der er en ganske alvorlig budgetubalance i Hjørring kommune.  Denne ubalance skyldes ikke politisk og kommunal uansvarlighed, men handler i sin enkelthed om, at kommunens udgifter er betydeligt større end indtægterne – skæv fordeling af udligningsreform, fraflytning/tilflytningsproblematik, demografidebatten, og at der er et ganske betydeligt pres på alle udvalgsområder ikke mindst Sundhed, Ældre og Handicapområdet.

Denne budgetubalance kan vi som byrådsmedlemmer ikke bare nøjes med at mene noget om. Den er vi lovmæssigt forpligtet til at handle på. Specifikt i forhold til plejeboliger har kommunen faktuelt for store udgifter til bl.a. tomgangsudgifter – altså plejeboliger der står tomme. I en tid, hvor økonomien er under et særdeles hårdt pres, er vi nødt til at handle på det. Det blev Havbakkens skæbne. Umådelig trist – helt enig – men ellers ville det have været et andet – det var den skæbne nødvendigheden krævede.

I forhold til diskussionen om friplejehjem er det også vigtigt for mig at understrege, at selv om jeg principielt mener, at velfærdsområdet bør ligge i offentligt regi , har jeg dybest set ikke personligt noget imod friplejehjem. En vis konkurrence kan på mange måder være sundt nok. Men igen med udgangspunkt i den kommunale budgetubalance vil et friplejehjem alt andet lige – i denne ligning – betyde en udvidelse af antallet af plejeboliger med den konsekvens, at vi ville blive nødt til lukke yderligere plejeboliger et andet sted. Herudover er der flere faktorer og erfaringer der peger mod, at et friplejehjem vil blive en merudgift for kommunen.

At lukke Havebakken eller sige nej til friplejehjem handler ikke om manglende respekt for nogen af vores svageste borgere. Vi skal til enhver tid gøre os umage og hele tiden forholde os til værdighed, og vi må aldrig ende der, hvor man skal gå tiggergang eller blive afskåret for at få hjælp til rengøringen eller for at få personlig hjælp. Det handler selvfølgelig ikke om, at plejehjemsbeboerne skal smides ud af deres bolig. De skal selvfølgelig tilbydes en plejehjemsbolig og tilbydes den hjælp og omsorg, de har brug for – blot på en anden matrikel.

… og så tilbage til de mange ytringer… er det virkelig nødvendigt, at vi har denne omgangstone overfor hinanden i denne debat. Det virker næsten som om, at socialdemokratiet bliver sammenlignet med senatet i det gamle Romerrige og Rom og kejseren taler man bare ikke imod.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har deltaget i et eneste gruppemøde i socialdemokratiet, – det være sig om Havbakkens lukning eller stillingtagen til friplejehjem, hvor beboernes perspektiv  ikke er blevet vendt ud fra en ordentlighedsbetragtning og med respekt for den livssituationen de pågældende beboere er i.

Jeg har stemt nej til friplejehjem, og jeg har stemt for at lukke Havbakken. Jeg mener ikke, det er fordi, at jeg er gerningsmand, umenneskelig, konspiratorisk, mangler respekt for de svageste i samfundet, er diktatorisk og /eller uanstændig m.m.

Som medlem af byrådet skal man være meget bevidst om, at man er med til at træffe beslutninger, der kan komme til at berøre rigtig mange menneskers hverdag. Det ser vi i denne sag, og det så vi sidst da tusinde af elever og forældre blev tvunget væk fra deres distriktsskole eller landsbyskole som følge af skolelukninger.

Vi lever i en tid, hvor effektiviseringer desværre er blevet en nødvendighed. I den bedste af alle verdner havde jeg ikke stemt for lukningen af Havbakken eller sagt nej til friplejehjem.

Jeg har stemt fordi kommunens økonomiske situation krævede det, og jeg har stemt ud fra den vinkel, hvormed jeg betragter verdenen. Men jeg har også stemt i den overbevisning, at beslutningen er taget i respekt og troen på, at når vi nu desværre ikke kan bevare det bedste for alle, så trods alt kan tilbyde et ordentlig velfungerende alternativ til de involverede.

Vi kommer nok desværre aldrig i en situation, hvor vi kan løse vores udfordringer til glæde og begejstring for alle, men vi kan bestræbe os på at gøre det for de fleste.

At blive enig er ikke nødvendigvis altid formålet med en diskussion. Selvom man ikke altid lige kan blive enige, kan vi jo alle gennem en god meningsudveksling blive om ikke klog, så klogere.

Mit ærinde er egentlig bare – kan vi ikke blive enige om at gøre det i en ordentlig tone.