Af Michael Harritslev
Skoledistriktsleder
Byrådsmedlem (S)
Hjørring
‘Hvad pokker sker der lige her… Lille Hans trives jo nu?’
Coronaen står som noget af det mest afskyelige, man kan forestille sig. Et lille virus, der uden sammenligning har kunnet sætte verden i stå med sygdom, død og ødelæggelse i kølvandet.
Vi har alle skullet forholde os til en ny virkelighed – også i skoleverdenen. Vi er i forbindelse med genåbningerne af skolen med vejledninger og retningslinjer i hånden blevet tvunget ud i at skulle drive skole på en ny måde.
Glemmer at se eleven
Jeg tror ikke, at jeg står alene, når jeg skriver, at Coronaen også har fået mange ansatte i folkeskolen til at tænke, hvad pokker sker der lige her.
Jeg tænker, at mange kan følge mit synspunkt, når jeg fremfører, at vi i vores forsøg på at få skabt en skole, der kan håndtere, hvad vi tror er morgendagens samfund, måske også har fået skabt en skole, hvor flere og flere børn og unge har svært ved at håndtere skolens dagligdag og derfor reagerer med uro eller uhensigtsmæssig adfærd.
I forlængelse heraf har vi desværre også i stigende grad set, at angsten og dens hæslige væsen langsomt har fået tag i mange børn og unge i en grad, der gør, at ubehaget kan blive så stort for dem, at de begynder at undgå skolen.
Ingen har naturligvis bevidst planlagt, at dette vilkår skulle være en del af mange elevers skoledag. Jeg kan godt være bekymret for, at det er en uheldig sideeffekt af, at vi i vores samfundsiver på at blive bedst, hurtigst og mest effektiv glemmer at se eleven.
Tvunget til at gøre skole på en anden måde
Der har de sidste år været en livlig debat omkring folkeskolen og målene med dens virke. Skolen har skullet forandre sig og tilpasse sig samfundets behov. Det er en helt naturlig del af en samfundsudvikling, og det skal skolen være en aktiv del af.
Desværre har dele af debatten også medført, at ytringer om skolen er fløjet rundt i luften. Lærerne er for dårlige. Den moderne skole larmer. Der mangler disciplin. Eleverne lærer for lidt osv osv osv – vi kender dem alle. Noget berettiget, bestemt, men andet bestemt ikke.
Men samfundet reagerer naturligvis herpå og måske har ønsket om et kvalitetsløft i Folkeskolen båret præg af et for stort fokus på processer, der skulle sikre en effektiv folkeskole. Eleverne skal have flere timer. Skolen skal iscenesættes. Skoledagen skal være længere. Eleverne skal vejes og testes. Der bliver udgivet bøger om håndtering af undervisningsforstyrrende adfærd og uro. Fordybelsen forsøger vi at skemalægge eller køber måtter til eleverne, så de kan dyrke yoga og andre beroligende tiltag – alt sammen rigtigt for vi har jo spurgt professor E. Videns til råds.
Coronaen og genåbningen har gjort, at vi alle har været tvunget til at gøre skole på en anden måde.
Når roen sænker sig over skolen
Coronaen og genåbningen har vist, at der er dele af vores måde at tænke og håndtere skolens dagligdag på, man godt kan stille spørgsmålstegn ved visdommen i.
Genåbningen har på mange måder været besværlig med håndvask og afstandskrav. Men den har også vist, hvad ro og tid gør ved skolen, ved vores samvær, vores koncentration, vores nærvær. Jeg er lige ved at tro, at man kan trække basunen helt derud og konkludere, at Coronaens indflydelse på skolens daglige liv har vist os, hvad der skal til for at få skabt muligheder og forhold, der kan skabe den skole, vi alle gerne vil have. En skole for fællesskabet, trivslen og læringen.
Selvfølgelig vokser trænerne ikke ind i himlen, men det er slående, at de elever, vi normalt kalder udsatte og som har svært ved at ”trives i skolen” ser ud til at fungere og trives langt bedre i Coronaskolen.
Det er en helt fantastisk oplevelse at gå rundt på en skole og se, hvordan roen, glæden, fordybelsen og lærernes professionalisme emmer op af skolegryden til gavn for alle elever også de dygtige.
Stof til eftertanke
Det bør give stof til eftertanke og ikke mindst til politikere, skoleledere og andre, der stiller sig i spidsen for morgendagens skole.
Måske handler det i virkeligheden om Lille Hans fra børnesangen ”Op lille, Hans”. Dengang var det tanken om skolen, terperiet og den strenge lærer, der holdt ham i sengen. Først da han blev lovet, at han måtte slå på tromme sprang han op, formentlig drevet af glæden ved trommen og måske ligefrem lysten til at lære.
Har Coronaen i virkeligheden vist os, at ro, tid og nærvær har en ganske betydelig indflydelse på glæden og trivslen og dermed i sidste ende lysten til læring.
Det må kræve undren og eftertanke. Det skylder vi os selv og ikke mindst eleverne.
