Michael Engbjerg (DF): Hvorfor placere akuthelikopteren på Fyn?

Michael Engbjerg håber, at fornuften i sagen om akutlægehelikopteren vil sejre i Folketinget.

347
Arkivfoto: Per Frank Paulsen.

Af Michael Engbjerg


Byrådsmedlem
Dansk Folkeparti
Hjørring Kommune

Finansloven for 2018 tildelte Nordjylland en ny akutlægehelikopter, fordi de nordjyske yderområder har et dårligere beredskab end andre landsdele, hvor der er mange og gode landeveje.

Nu har en flok såkaldte eksperter i regionerne så overtalt Ulla Astman (S), Lone Sondrup (V) og det store VS-flertal i Nordjyllands regionsråd til reelt at indsætte den nye helikopter i Assens på Fyn i stedet.

Hvordan nu det?

Jo, Astman vil sammen med skatteminister Karsten Lauritzen (V) indsætte én helikopter i Jammerbugt, til stor glæde for Mogens Christen Gade (V), og samtidig fjerne én helikopter i Skive. Skive-helikopteren har ellers travlt nok og udfører godt arbejde i Thy og Mors.

Mine kolleger i Dansk Folkeparti foreslog derfor i februar regionsrådet at lade helikopteren blive i Skive og indsætte den nye i Sindal Lufthavn.

Det forslag blev 29. maj stemt ned af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og SF, Kun Enhedslisten og Thomas Hav bakkede op.

Et flertal foretrækker altså et flyttecirkus, hvor Danmarks nye akuthelikopter via dyre nybyggerier og forskydninger ender i Assens.

Karsten Lauritzen (V) er tilsyneladende blevet for stor til at gøre lidt for sin egen lokale valgkreds i Hjørring, for trods et velkendt akutbehov spiller Lauritzen og Astman landspolitik, ved at overdrage den nordjyske helikopter til Fyn.

Ærgerligt er det især, at de socialdemokratiske borgmestre i Hjørring og Frederikshavn, Arne Boelt og Birgit Hansen, tilsyneladende ikke har bakket op om at placere den nye helikopter i Sindal.

Det ser ud til at topstyringen i Socialdemokratiet må være enorm, da man ikke har hørt meget fra de to borgmestre i at arbejde positivt for at forbedre deres egne borgeres overlevelsesmuligheder i tilfælde af ulykker i vores kommuner.

Al respekt for Fyn og fynboernes akutbehov. Men meningen med finansloven var, at den nye helikopter skulle placeres i Nordjylland.

Nu må vi så håbe på at fornuften sejre og Folketinget beslutter sig for Skive og Sindal.


Foto: Per Frank Paulsen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments