Mette Jensen (C): Turisterhvervenes store arbejde skal tages alvorligt

Den konservative byrådskandidat Mette Jensen giver i dette debatindlæg udtryk for enighed med Kasper Wæhrens, der har efterlyst synspunkter på turismen frem mod KV17.

211
Tversted er en af flere populære turistdestinationer i Hjørring Kommune. Foto: Arkiv.

Af Mette Jensen

Byrådskandidat
Det Konservative Folkeparti
Hjørring Kommune

Jeg kan kun sige, at jeg deler Kasper Wæhrens’ synspunkter omkring turismen.

Det er netop en af grundene til, at jeg har valgt at stille op til byrådet i Hjørring Kommune for Det Konservative Folkeparti.

Udover Hirtshals Havn – så ser jeg turismen, som det erhverv, der absolut har det største potentiale i Hjørring Kommune.

Et kursskifte, en ny retning er tiltrængt og det kræver et mere målrettet samarbejde mellem Hjørring Erhverv, turistforeninger og områdebyernes handels- og erhvervsliv og kommunens store attraktioner. Det er folk som dig, der ved, hvad vore gæster efterspørger.

Igennem samarbejde kystbyer og indlandsbyer imellem kan vi i langt højere grad holde gæsterne i Hjørring Kommune i hele deres ferie.

Her kan jeg godt finde inspiration i kampagnen ”Thy til folket” – som i et og samme brand sætter fokus på både turist- og erhvervsudvikling og ikke mindst bosætning.

Jeg har de sidste tre år igennem Hirtshals Fiskefestival oplevet, hvor mange der vil lege med os – bare et par eksempler.

Foodies og arrangører af madture i København, som vil flyve til Nordjylland og besøge lokale producenter – det har ikke været interessant for hverken Visit Nordjylland eller Hjørring Erhverv eller senest Turismeudviklingscentret.

Henvendelser omkring rundvisning af krydstogtturister, som ikke vil være i Skagen eller Aalborg – heller ikke her er der interesse.

Som jeg plejer at sige lidt for sjov, så er erhvervsudvikling mere end en ”kridtmaskine” og fine foldere.

Så Kasper, husk at sætte dit X det sted, hvor du tror, turismen og ikke mindst turisterhvervenes store arbejde bliver taget alvorligt.


Link til tidligere artikel: Kasper Wæhrens: Hvor er turismen i valgkampen?


Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments