Mette Jensen (C): Områdefornyelsen kører efter planen ved Den Svenske Sømandskirke

Efter Poul Teilmanns debatindlæg med kritik af rodet ved Den Svenske Sømandskirke, giver Mette Jensen ham svar med afsæt i planerne for Områdefornyelsen i Hirtshals.

991
Byrådsmedlem Mette Jensen (C) fra Hirtshals. Foto: Arkiv.

Som mange har bemærket, så er garager, stakit, trækirke og læmur forlængst taget ned ved Sømandskirken. Det har imidlertid foranlediget kritik fra Poul Teilmann, at arbejdet tilsyneladende nu er gået i stå netop omkring Sømandskirken.

– I løbet af foråret er Områdefornyelsen hos Hjørring Kommune, sammen med brugerne i Sømandskirken og arkitekterne, nået frem til, hvordan de indretter Sømandskirkens have samt den del af Jernbanegade, som løber mellem facaden på Det Gl. Rådhus og Jørgen Fibigersgade, fortæller det konservative byrådsmedlem Mette Jensen, idet hun blandt andet citerer fra et nyhedsbrev udsendt af Områdefornyelsen hos Hjørring Kommune.

– De har valgt at arbejde med en fleksibel ramme, hvor nogle elementer af indretningen har en blivende karakter og nogle elementer er mere midlertidige. Det giver Områdefornyelsen mulighed for at justere undervejs og lægge flere lag til i takt med, at de bliver klogere på, hvad der fungerer. Det giver også rum til, at ildsjæles gode ideer og initiativer kan blomstre undervejs. Områdefornyelsen går i gang med indretningen af haven, samt den midlertidige møblering af Jernbanegade efter sommerferien. Den lille trækirke vil  genopstå i en nyfortolkning og vil fortsat fungere som landemærke i området, lyder det uddybende fra Mette Jensen.

– Jeg synes bare, at der generelt er for meget brok. Hirtshals har det godt, solen skinner, stranden og vandet er lækkert, restauranterne er fyldte, campingpladsen og sikkert også overnatningsstederne er fyldte. En hulens masse frivillige hjælper med Dana Cup, Musik Under Trappen, Museet, Fyret, Fiskefestivalen og meget, meget mere, tilføjer det konservative medlem af Hjørring Byråd.

– Deltag og søg indflydelse, hvis du vil ændre noget eller måske få en forståelse for, hvorfor tingene er, som de er. Hvis noget er for dårligt, er det sikkert ikke af ond vilje eller med bagtanke, slutter Mette Jensen.


Link til debatindlæg: Skændsel for byen ved Den Svenske Sømandskirke

Foto: Arkiv.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments