Mette Jensen (C): Forandring for at bevare i Hirtshals

Giv os noget, som vi kan arbejde videre med, til gavn for Hirtshals, skriver i dette debatindlæg det konservative byrådsmedlem Mette Jensen fra Hirtshals..

1625
Byrådsmedlem Mette Jensen (C) fra Hirtshals. Foto: Arkiv.

Af Mette Jensen
Byrådsmedlem Hjørring Kommune (C)
Kystvejen 65
Hirtshals

I en tid, hvor faldende befolkningstal og ledige almene boliger i Margretheparken kan rydde sendefladen på TV2 Nord og tage overskrifterne i Nordjyske, er jeg glad for, at der, det til trods, er investorer, som vælger og har valgt at investere millioner i Hirtshals.

De må lige som jeg og mange andre, tro på at Hirtshals by har et uudnyttet potentiale.

Det gælder Stoltzes Plads.

Det gælder også dem, som har investeret i den gamle Slagter Winther bygning, Netto bygningen og Sømandshotellet.

Det gælder Trappen, som ved hjælp fra en privat donation blev gjort færdig. Stedet er et smukt vartegn. Et naturligt samlingspunkt, som skaber masser af liv midt i byen.

Det gælder den gamle urmagerforretning.

Det gælder de nye lejeboliger ved den gamle Ulvkærskole.

Det gælder de huse nede i byen, som et efter et bliver restaureret.

Det gælder de unge børnefamilier, som bygger nye lækre huse ude i Emmersbæk.

Det gælder de nye forretninger og kunsthåndværkere, der åbner butikker i hele Hirtshals – ikke kun i handelstrekanten ved den Grønne Plads

Med en udvikling af Stoltzes Plads og det nye lægehus på Cirkuspladsen, mener jeg, at det kan blive startskuddet til, at udvikle et nyt bynært boligområde i et gammel industrikvarter – nemlig i området ved Peder Rimmensgade.

Her kan vi benytte muligheden for, sammen med private investorer, at få udviklet de boliger som rent faktisk efterspørges og så endda med udsigt til vandet. Det er tæt ved offentlig transport og nemt til centrum af byen. Det centrum, hvor alle de små specialbutikker og restauranter skaber fundamentet for bynære oplevelser – oplevelser som man ikke kan få i et supermarked.

Vi kan på sigt udbygge Vikingebanke med yderligere pladser og lave Lynggården om til en træningsenhed med midlertidige rehabiliterende plejehjemsboliger.

Mange vil gerne have en plan – men nogle gange kommer mulighederne eller udfordringer så stærkt og så uventet, at man må vælge at lægge vejen imens man går.

Det kan godt være, at der er nogen, som synes de ikke har hverken hørt eller set noget om kommunens planer – det passer helt sikkert også – bare ikke lige omkring Stoltzes Plads – for i offentlighedsfasen kom der én henvendelse og den var positiv.

Der er informationer, vi som politikere har, som borgerne ikke kan få. For det er nu en gang os, der er valgt til at håndtere de informationer og træffe beslutninger derudfra.

  • Vi har drøftet områdefornyelse
  • Vi har stillet krav om alternative steder til autocampere
  • Vi er og har længe være bekendt med situationen omkring de almennyttige boliger
  • Vi er klar over at der er ledige forretningslokaler i byen – men vi kan og skal jo ikke bestemme, hvor forretninger skal placere sig.

Til det sidste punkt vil jeg opfordre handelsstandsforeningen til at kontakte nogle af ejerne af ejendommene i centrum. Kig på huslejer, kig på vedligehold, kig på vedligehold/rengøring af udenoms arealer.

Kort sagt, så mener jeg, at vi skal turde ”forandre for at bevare”

Jeg mener, at vi skal udnytte muligheden for at tiltrække investorer, der vil investere i at opføre nye attraktive boliger. Investeringer, som kan være med til at få vendt nedgangen i befolkningsantallet i Hirtshals. Af den vej, får vi udbygget kundegrundlaget for byens mange forretningsdrivende og vi sikrer at der er børn og unge til vores skoler og vores foreninger.

Nu er der en 8 ugers høringsperiode og jeg vil på det kraftigste opfordre alle til at komme med inputs – skolebørn, børnefamilier, seniorer, erhverv, forretninger og foreninger – det er jeres by. Giv os noget, som vi kan arbejde videre med, til gavn for Hirtshals.

Sammen kan vi skabe de bedste rammer for fortsat udvikling i Hirtshals.


Link til tidligere artikel

Skarp debat om Stoltzes Plads

5 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Kirsten jespersen
4 år siden

Vil det sige, der skal flyttes ældre igen?

Poul Nimand
4 år siden

Nu er Netto bygningen jo sat til salg igen, den gamle Fakta bygning står tom, den store gule bygning for enden af Nørregade står tom.
Fortæl de kære investorer at der er muligheder i disse bygninger, inden man bygger nye.
Det er klart de store investorer gerne vil have de bedste pladser, men hvorfor skal Hirtshals gå i knæ for investorer og give dem de bedste pladser, når der er muligheder nok. Kig på Hjørring og Sindal. Vi kan da gøre det bedre i Hirtshals.

peter
4 år siden

Kære Fru M. Jensen (C)!

Før jeg indsender kommentarer til til byrådet vedr forslaget om udvidelse af bycenter ved Doggerbanke, kunne jeg godt tænke mig at have dine svar på følgende 3 spørgsmål!!

1.Hvem er det der efterspørger et nyt indkøbscenter på Stoltzes Plads?

I papiret til høring: Udvidelse af bycentret ved Doggerbanke, Hirtshals kan læses:
s 7 : Dagligvarebutikker efterlyser større arealer til dagligvarer med fuldvarebutikker.
S 7: Det kan være vanskeligt, at omdanne den eksisterende by for at give plads til større butikslokaler, som butikskæderne ønsker…
bemærkning: Dagligvarekæder med fuldvarebutikker vil etablere sig i Hirtshals!
Er det korrekt??

2. Hvem har gavn af fuldvarebutikker på Stoltzes Plads.?
EX s 8.: ”Udvalgsvarebutikkerne har nytte af, at der ligger dagligvarebutikker side om side med udvalgsvarebutikker, men det er ikke længere dette ønske dagligvarebutikkerne(kædebutikker) efterspørger….”
bemærkning: Fuldvarebutikker betyder, at varesortimentet er bredere end dagligvarer. Det kunne omfatte ex bøger, ure, tøj, fodtøj mv . Om der etableres sådanne fuldvarebutikker vil omsætningen gå fra udvalgsvarebutikkerne – med fare for lukning . Korrekt?

3.Hvem i Hirtshals har behov for sådanne fuldvarebutikker på Stoltzes Plads?
S 8: ”Behovet for nybyggeri skal ses i lyset af, at der i Hirtshals er et ønske om, at detailhandelen udvikler sig, så byen løbende kan efterleve såvel detailhandelens ønske til udvikling og borgernes efterspørgsel efter tidssvarende butikker.”
Hvilken detailhandel i Hirtshals og hvilke borgere i Hirtshals efterspørger flere dagligvare/fuldvare butikker.???
Peter

Vinther
4 år siden

Hej Mette. Jeg vil rigtig gerne komme med et/nogle inputs til politikerne. Hvor afleverer / sender jeg det hen, for at det bliver hørt og set?

Jens Nielsen
4 år siden
Reply to  Vinther

Hjørring Kommune
9800 Hjørring