Dana Cup Sportscenter får fra årsskiftet ny chef. Det er 52-årige Mette Green Clausen, der tiltræder i stillingen som Centerchef.
Mette Green Clausen, der i mere end 30 år har gjort karriere i medie og turistbranchen, har senest været salgs- og marketingchef i Skallerup Seaside Resort. Nu tager hun fat på at drive og udvikle det levende Dana Cup Sportscenter, der har et alsidigt forretningsområde.
Bygningerne i Park Vendia blev overtaget for syv år siden efter Hjørring Vandrerhjem. Siden – og specielt i de seneste år – har der været en god udvikling, som nu skal intensiveres.
Med Mette Green Clausens ansættelse tilføres centret yderligere ekspertise på områderne med bl.a. overnatning, gæsteservice og værtskab, arrangementsplanlægning, mødevirksomhed og digitalisering.
I hovedbygningen har Dana Cup Sportscenter plads til 140 overnattende gæster. Desuden disponerer centret over 6 hytter og i perioder over 17 akademilejligheder.
Hovedbygningen rummer tillige køkken og tre store møde- og spisesale. Herfra drives også udlejning af Fiberhallen.
Dana Cup Sportscenter har tre kokke i køkkenet, og der er yderligere personale til at passe servering og værelserne.
En af Mette Green Clausens første opgaver bliver at planlægge og styre en opgradering af faciliteterne. Med den interesse, der i den seneste tid har været for at placere arrangementer hos Dana Cup Sportscenter, er der et presserende behov for udvidelse og modernisering af køkkenet.
Centrets værelser skal også gennemgås omhyggeligt, og her skal der ske et kvalitetsløft til 2020-nivau.
Dana Cup Sportscenter er beliggende i et mekka af sportsfaciliteter i Park Vendia og er derfor velbesøgt af sportsgrupper fra både indland og udland på alle tider af året.
Desuden er der stor efterspørgsel på mødeaktiviteter og festarrangementer Centret tilbyder også overnatning til erhvervskunder og privatgæster.
På alle områder forventes der øget aktivitet i de kommende år.
Direktør i Dana Cup, Jette Andersen, ser frem til, at Mette Green Clausen tiltræder, så der kan komme yderligere gang i fremtidsplaner og aktiviteter.