Mette Frederiksen fik fokus på maritim vækst i Hirtshals

Vigtigheden af de danske havne og uddannelse til de unge er to læringspunkter, som Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen onsdag fik med hjem fra Hirtshals.

15

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen var onsdag på tur rundt i Nordjylland, skriver TV2 Nord.

På turen kom partiformanden blandt andet forbi Hirtshals, hvor hun sammen med Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt besøgte byens havn, som er en af Danmarks største fiskerihavne og tillige oplever en stor vækst på godstransport-området.

Sammen diskuterede de to socialdemokrater derfor vigtigheden af maritim vækst.

– Jeg synes, jeg tager to ting med mig hjem. For det første at vi skal blive ved med at satse på vores havne. Det er et sted med mange private arbejdspladser og det kræver en god erhvervspolitik at understøtte dem, fortæller Mette Frederiksen, der også kunne notere sig vigtigheden af uddannelse til netop de maritime erhverv.

– Uddannelse er det mest afgørende, for de mennesker, der arbejder på Hirtshals Havn er så dygtige. De er så specialiserede. Uddannelse er også en forudsætning for at de kan konkurrere mod Singapore og andre steder, og derfor bliver vi også nødt til at satse på erhvervsuddannelserne – og gerne endnu mere end i dag, slutter partiformanden.

Mette Frederiksen besøgte blandt andet Hirtshals LNG og Fjord Line, MarineShaft og Safe Ocean Service på Hirtshals Havn.

Kilde: TV2  Nord.
Foto: Hirtshals Havn.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments