Mere om arrangementet med Nordjysk Småbådsklub i Hirtshals

Ikke færre end 80 småbåde stævner den 28. maj ud på Vesterhavet, hvilket aldrig tidligere er set i så stort antal fra Hirtshals Havn.

9

Njsk [Nordjysk Småbådsklub] skriver et lille stykke Danmarkshistorie, når de som allerede kortfattet omtalt her på den webavisen inviterer til NJSK Havkonkurrence fra lørdag den 28. maj kl. 08.15 til søndag den 29. maj kl. 15.15.

Hirtshals Marinas havnemester Peter Pallesen bekræfter, at det aldrig før i havnens historie er sket, at 80 småbåde er stævnet ud på samme tid, hvilket bliver tilfældet, når starten går til den 31 timer lange konkurrence. Samtidigt inviterer Hjørring kommune til verdens første folkemøde om naturen i Hirtshals, kaldet Naturmødet, med temaet “Natur – ressource eller helligdom”, her vil NJSK indgå som en naturlig del, med fremvisning af både, fiskeudstyr og rigtige lystfiskerhistorier ved Marinaen om fredagen.

Fuldtegnet på fem dage

Da NJSK søndag den 24. januar åbnede tilmeldingen til deres kommende Havkonkurrence, gik det over al forventning. Efter blot 5 dage var hele 186 personer tilmeldt, fordelt på de maksimale 80 både, hvilket er over en fordobling i forhold til sidste år, da jomfrukonkurrencen tiltrak 96 deltagere, fordelt på 36 både fra hele landet.

Da der erfaringsmæssigt er et frafald i forbindelse med ethvert småbåds-arrangement, har NJSK dog oprettet en venteliste, som alle – store som små – er velkomne til at skrive sig på. Havkonkurrencen tilgodeser nemlig både dem der sejler langt til havs, og dem der fisker kystnært. Præmiekategorierne spænder således over alt, fra de vrag-glade torsk, sej og langer, til de mere kystnære fladfisk, og for at give flest mulig chancen for en tur på podiet, kan hver deltager kun vinde en enkelt kategori.

Præmiebord med vokseværk

Garmin er hovedsponsor for NJSK Havkonkurrence, men alle er velkomne med sponsorpræmier og udstillingsstand til konkurrencen. Flere medlemmer og sponsorer har allerede henvendt sig med præmier, så præmiepuljen – der i skrivende stund er oppe på 50.000 kr. – vokser dag for dag.

Indvejningen af fisk starter søndag kl. 14.00, mens selve præmieoverrækkelsen finder sted kl. 17.00. Begge dele foregår ved Marinaen, og alle interesserede er naturligvis inviteret til den folkefest det altid er, når næsten 200 lystfiskere præsenterer deres drømmefangster!

Skulle NJSK Havkonkurrence blive aflyst begge dage, grundet dårlige vejrforhold, flyttes konkurrencen til den 20.-21. august.

Fakta

Njsk [Nordjysk Småbådsklub] er stiftet på Facebook i 2014 af Thomas Kolmorgen. I februar 2015 kom Sune Andersen med som kompagnon. NJSK er drevet på frivillig basis og er gratis at være medlem af. NJSK har i dag over 1100 medlemmer fra nær og fjern, og der kommer stadig mange nye til. I NJSK afholdes der klubaften den sidste torsdag i hver måned ved Agri College Nordjylland, Aalborg, hvor man kan makke med sin båd og trailer samt lave pirke, forfang og andre småbådsrelaterede ting. Derudover afholder NJSK løbende arrangementer og konkurrencer, hvilke klubben som udgangspunkt holder omkostningsfri for medlemmerne, takket være de mange sponsorer, der, sammen med medlemmerne, er fundamentet for den frivillige klub. Derfor opfordrer NJSK også medlemmerne til at bakke op om de sponsorer, der støtter klubben.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments