
Der lugter ikke bare af maling, men også af øl og rødvin, da den lokale webavis lørdag besøger en flok glade kursister hos AOF. Deltagerne ved fredagens og lørdagens workshop er nemlig tilmeldt et kreativt kursus i maling hos lige præcis Arbejdernes Oplysnings Forbund.
Den aktuelle workshop er da også en selvstændig udløber af kurset, idet kunstner Martin Frydenlund er gået med til at undervise i to lange stræk i lokalerne på Jyllandsgade, hvor der tidligere var tegnestue og kontor for rådgivende ingeniør Ejvind Rasmussen. Sidstnævnte deltager selv som den eneste mand ud over Martin Frydenlund.
Når der lugter af øl og vin i lokalet, skyldes det ikke bare hyggen aftenen forinden, men også det forhold, at kursisterne rent faktisk har brugt øl i processen med lærrederne. Malingen er simpelthen blevet spædet op med øl for at få en helt speciel virkning og et særligt udtryk frem i billederne.
Da den lokale webavis besøger kursisterne, er de netop gået i gang med en indbyrdes sparring, idet billederne på skift stilles op på et staffeli, hvorefter man betragter dem indgående og tager en åben snak med indbyrdes idéudveksling til inspiration for det videre arbejde med motiverne.
Billederne er ganske vist som udgangspunkt abstrakte, men under seancen dukker der ikke bare skibe og landskaber, men sågar også en due frem på et af de farverige lærreder. Snakken er hele tiden munter og konstruktiv, da man tydeligvis bestræber sig på at finde hinandens stærke sider.
Den bestræbelse underbygges fint af Martin Frydenlunds stilfærdige og altid positivt vinklede kommentarer, der fremføres, mens han jævnligt vender og drejer et maleri for at lade kursisterne få andre vinkler på motiverne. Akryl og olie går tydeligvis fint i spænd med øl og god rødvin.