Mek Pek med pikpak på Jepsens Plads

Der er noget opmuntrende dynamisk alene over konceptet, hvor solisterne selv hjælper til med lynhurtigt at opstille scenen og derefter give den gas.

19

Lørdagens koncert med solisten Mek Pek på Jepsens Plads var som foromtalt her på FlaskePosten en del af konceptet Gang i Danmark.

Det hele foregår ligesom en amerikansk eliteenheds operationer i forbindelse med eksempelvis en kidnapning, hvor man er hurtigt inde og næsten endnu hurtigere ude.

Ikke desto mindre er der også noget opmuntrende dynamisk over konceptet, hvor solisten sammen med en roadie ankommer to minutter før koncerten og selv hjælper til med at få rigget scenen og grejet til.

Derfor havde Mek Pek også fået sit pikpak, hvortil selvfølgelig hørte den obligatoriske trompet, pakket ud næsten præcis kl. 12.00 lørdag på Jepsens Plads.

Varen blev desuden effektivt leveret med numre som Åh abe og Den Lille Frække Frederik, men nok så vigtigt nåede den garvede entertainer også fortsat ud over scenekanten.

Mek Pek kan som de fleste i branchen nemlig tricket med at henvende sig direkte til den enkelte, hvilket blandt andet blev gjort i form af et frejdigt frieri til en pige, som dog på det bestemteste afviste at ville kæreste med den kasketklædte herre med trompeten.

Der var da også mødt ikke så få flere både små og store borgere frem end ved de tidligere arrangementer, hvilket bidrog yderligere til en rigtig god stemning.

Hvor meget Hirtshals Handel & Erhverv reelt får ud af deres engagement med Gang i Danmark, er vanskeligt at vurdere, men muntert var det på Jepsens Plads.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments