
Har man kørt eller gået en tur langs de vendsysselske strande denne ellers ikke specielt gode sommer, har man utvivlsomt set en eller sandsynligvis flere af de slanke og hurtige havkajakker.
De fleste havkajakker ses af gode grunde langs østkysten, men faktisk har vi også heroppe klubben BTI Havkajak Tversted. I foråret 2014 tog Poul Vilstrup nemlig initiativ til den første havkajakklub på Vestkysten.
Det blev ikke mindst takket være et rigtig godt og tæt samarbejde med Borger- og Turistforeningen i Tversted, DGI Nordjylland og BTI hurtigt en meget stor succes med støt tilgang af aktive medlemmer.
For at blive medlem skal du skal have gennemført og bestået DGI Roer 1 kursus (eller EPP2). Det er et begynderkursus, som udover ro- og styreteknikker og teori, også indeholder makkerredning og selvredning samt svømning med kajak.
Det betyder, at når klubben er på vandet, så er sikkerheden i top. Ligesom alle kan regne med hinanden. Hvis man ikke har været på kurset i forvejen, tilbyder klubben denne roeruddannelse på to dage og til en særpris, hvis du bliver medlem inden for en måned efter kurset.
Ved siden af det traditionelle klubarbejde gennemføres desuden aktiviteter med havkajak for turister om sommeren, hvilket også har bidraget til den store og positive opmærksomhed omkring klubben.
Hjemmesiden er ikke helt færdig og opdateret, men man kan følge med i klubbens mange spændende aktiviteter her på Facebook: BTI Havkajak Tversted