Medarbejderne i ældreplejen yder en kæmpe indsats…

... anerkend dem for det, lyder det fra Hjørring Kommune.

1227
Foto: Arkiv.

De sidste par uger har været udfordrende på Vendelbocentret og i kommunens ældrepleje generelt.

Desværre har flere medarbejdere fra kommunens ældreområde de seneste dage oplevet uheldige episoder, grænsende til chikane. Episoderne har både fundet sted i medarbejdernes arbejdstid såvel som i deres fritid. Det er naturligvis helt uacceptabelt og uordentligt.

Kommunen er angiveligt vidende om, at det for en medarbejder, der tager vagter på Vendelbocenteret, har fået konsekvenser for ægtefællens mulighed for at møde på arbejde.

Et andet eksempel er en medarbejder, der blev kontaktet i en dagligvarebutik, med besked om at kommunens medarbejdere ikke havde noget at gøre der.

– Vi er både vrede og skuffede over, at vores medarbejdere får sådan en medfart. Det hører ingen steder hjemme. Det er jo nogle af de medarbejdere, der har kæmpet og fortsat kæmper en brav kamp, for at udføre de mange ekstra tiltag, der skal stoppe smitten i at brede sig. Det er svære forhold at arbejde under. Samtidig gør de deres yderste for at give pleje og omsorg for vores ældre. Vi vil gerne benytte lejligheden til, på vegne af det samlede byråd at rose alle de medarbejdere, der yder en kæmpe indsats for at give borgerne den bedst mulige service på trods af svære arbejdsbetingelser, siger borgmester Arne Boelt (S), 1. viceborgmester Per Møller(K) og 2. viceborgmester Henrik Jørgensen (V).

Kommunen følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer for smitterengøring og det betyder at Vendelbocenteret nærmer sig et fuldkomment sterilt område. Alt personale er iklædt heldragt, handsker og masker på samme måde, som man vil se det på en Covid-afdeling på et sygehus. Derudover er der særlige medarbejdere, der alene har fokus på, at personalet bruger alle værnemidler korrekt. Kommunen får også hjælp og rådgivning af hygiejneeksperter fra Aalborg Universitetshospital. Medarbejdere og borgere er derfor bedst muligt beskyttet mod smitterisiko.

For borgere i Sindal-området og Hjørring Kommune generelt, der ikke er nære kontakter til allerede smittede, er derfor ikke udsat for en større risiko for Covid-19-smitte end alle andre i Danmark. Det gælder også selvom man bor sammen med eller møder ansatte fra Vendelbocentret, så længe man husker på myndighedernes generelle retningslinjer.

Samtidig er der tegn på, at Hjørring Kommunes tiltag har den ønskede effekt. De seneste tal fra Statens Serum Institut, som er gjort op på kommuneplan viser, at der er færre nye smittetilfælde i Hjørring Kommune i denne uge sammenlignet med sidste uge.

2 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments
Max
3 år siden

Tal. Må også gerne kunne ses på lønsedlen.

Flemming
3 år siden

Jeg synes han mangler en ting Hvad med personale der gør rent på skolerne som knokler røven ud af bukserne og dem glemmer man hele tiden