Med nye øjne og opdateret viden hos Fortuna og Dana Cup

Serviceøkonom bidrager til udvikling af Fortuna Hjørring og Dana Cup.

447
Serviceøkonom Anders Mariegaard: Ungdommeligt input hos Dana Cup og Fortuna Hjørring. Foto: Hjørring ErhvervsCenter.

”Hvad jeg kan bidrage med? Jeg kan se på opgaverne med nye øjne, og jeg kan bidrage med opdateret viden om synliggørelse – ikke mindst på de sociale medier.”

Sådan beskriver Anders Mariegaard selv, ifølge Hjørring ErhvervsCenter, hvilken rolle han har indtaget hos Fortuna Hjørring og Dana Cup, siden han for snart to år siden for første gang trådte ind i virksomheden. Det var for at starte et tre måneders praktikophold i forbindelse med hans studium på University College Nordjylland.

I praktikperioden arbejdede han med udvikling af events hos Dana Cup, og han fortsatte i et studiejob hos Dana Cup, mens han gjorde sin uddannelse som serviceøkonom færdig.

I Fortuna/Dana Cup-koncernen var de så tilfredse med Anders Mariegaard, at han efter eksamen blev fastansat.

I første omgang med tilskud til lønnen via programmet Vækst Via Viden formidlet gennem Hjørring ErhvervsCenter. Efter tilskudsperiodens udløb er Anders Mariegaard ansat på normale vilkår.

I dag arbejder den 24-årige servicveøkonom specifikt med udvikling af sponsorater, events og synliggørelse af Fortuna Hjørrings danske mesterhold i kvindefodbold.

”Min styrke er, at jeg i forhold til den eksisterende organisation har en større viden om og ungdommelig forståelse af de sociale medier, som er mere og mere vigtige for oplevelsesindustrien. Desuden medbringer jeg også fra studiet en opdateret viden om udvikling og udførelse af events,” siger Anders Mariegaard.

Kjeld Simonsen, administrativ leder i Fortuna Hjørring, siger:

”I Fortuna Hjørring er vi meget tilfredse med, at vi har fået Anders Mariegaard med på holdet. Han ser på opgaverne med nye øjne og kommer med tidssvarende løsninger.

Jeg kan kun på det varmeste anbefale virksomhederne at tage de unge med de h.øjere uddannelser ind. Det betaler sig.”

Hjørring ErhvervsCenter, www.hjec.dk, er klar med råd og vejledning til virksomheder om de mange muligheder for ansættelse af studerende og højtuddannede.

Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments