Lørdag aften kl. 19.30 blev gæsterne af Christian fra Culture Up North budt velkommen til et kulturmøde, hvor Fatema og Jawad var inviteret til at snakke om deres etniske baggrunde i henholdsvis Palæstina og Pakistan samt deres opvækst og liv i Mjølnerparken.
Christian fra Culture Up North.
Før de fik ordet, havde Katrine Præstegaard imidlertid spillet og sunget først et af sine egne numre med titlen Jeg vil give dig alt og dernæst Jillian Banks You Should Know Where I’m Coming From. Begge sange indlevet og smukt fortolket samt akkompagneret af hende selv på klaver.
Musikalske indslag af Katrine Præstegaard.
Derefter blev tilhørerne, som forinden kunne forsyne sig med kaffe og kage samt vin, øl eller vand, introduceret til oplægsholderne Fatema og Jawad af Anders fra Lejerbo i København. Efterfølgende fik vi så to meget personligt vinklede veje ind i de to muslimers opvækst i et polariseret Danmark.
Anders fra Lejerbo i København.
Begge er de født og opvokset her i landet, men man fik netop derved et fint og til tider stikkende indblik i omkostningerne ved at være barn af indvandrere, som de to unge mennesker er det. Jawad stillede især i sit oplæg skarpt på dilemmaet, idet han i lighed med sine kammerater ofte overvejer, om han overhovedet har en fremtid i Danmark. Skal hans egne børn virkelig kæmpe de samme svære kampe som ham selv? Fatema havde for sin part fokus på tørklædets betydning både i et bredere kulturelt og et helt subjektivt perspektiv.
Jawad og Fatema i Sømandskirken.
Det var derfor en aften, hvor man som etnisk dansker fik noget af en øjenåbner til realiteternes verden anskuet fra det, der af mange betragtes som en ghetto. Heldigvis fik vi også et lunt blink i øjet med på vejen fra Lars Åse, som i løbet af lørdagen kørte en tur i Hirtshals med Fatema.