
Alder er i mange henseender ingen hindring for noget som helst og da slet ikke, når man med vendsysselsk lune og selvironi kalder den lokale klub for MC Rynkerne.
Bikerne i den lokale klub løber da heller ikke rundt og tæsker andre motorcyklister på diskoteker og værtshuse, men foretrækker heldigvis langt fredeligere forehavender som køreture ud i det blå og fælles ferier på to hjul.
Denne forlængede weekend med det flotte forårsvejr er de eksempelvis kørt en tur til Fyn, hvor de blandt andet deltager ved åbningen af det smukke Egeskov Slot ved Kværndrup.
– Det er gratis for MC. Der er rigtig mange. Her er jo smukt og vejret er fantastisk, fortæller Lene Betina Pedersen, som er medlem af MC Rynkerne og med på turen til Fyn.





















































