Maskin- og erhvervsudstillingen på Hjørring Dyrskue byder i år på over 130 forskellige udstillere, hvoraf de 20 er førstegangsudstillere på Hjørring Dyrskue.
Der har været stor interesse for pladserne i maskin- og erhvervsudstillingen på Hjørring Dyrskue i år, og pladserne blev hurtigt udsolgt. Det er dog stadig muligt at få en lille plads, hvis man endnu ikke har fået meldt sig til.
Der bliver udstillet et bredt udsnit af maskiner lige fra de helt store Landbrugsmaskiner til havetraktorer og andre maskiner, der primært henvender sig til hobbyfolket. Udstillingen byder dog på meget mere end bare maskiner. Arrangørerne har udvidet pladsen i år for at lave mere plads til de mange andre erhverv, der også bliver udstillet.
På udstillingen kan du eksempelvis også opleve stande med håndværkere, foderstoffirmaer, dyretransport, bilforhandlere, finansiering, forsikring, dyrlæger, massage og mange andre erhverv.
Så uanset om man står over for en reel handel, eller om man blot drages af benzin og store motorer, så bliver der masser at fornøje sig med på de i alt ca. 31.000 m2, som udstillingen fylder i år.