
Torsdag aften holdt Hirtshals Handel & Erhverv et velbesøgt medlemsmøde i lokalerne hos Hirtshals Vaskeri.
Indledningsvis fremlagde Martin fra konsulentfirmaet Cowi en omfattende analyse af detailhandelen i Hjørring Kommune, som overordnet set var særdeles positiv også for byer som Løkken, Sindal og Hirtshals.

Martin fra Cowi fremlagde nøgternt de positive tendenser i detailhandelsanalysen for Hjørring Kommune.
Dernæst var det Susanne Fibiger fra Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn, som deltog sammen med bykoordinator John Kongerslev fra Byforum Hirtshals, der fremlagde sit syn på områdefornyelsen, som den er tilrettelagt af Hjørring Kommune.
Her var fokus forståeligt nok på udviklingen omkring Trappen og Den Grønne Plads, idet Susanne Fibiger som universitetsuddannet historiker også fik fremhævet vigtigheden af at være opmærksom på de få tilbageværende gamle huse i Hirtshals.
Det var dog især snakken om Cirkuspladsen, der afslørede sprækker af uenighed mellem Susanne Fibiger og formand Jørgen Jensen fra bestyrelsen i Hirtshals Handel & Erhverv. Meget hurtigt gjorde alle det dog klart, at de selvfølgelig samarbejder til fælles bedste for byen.
Afslutningsvis blev der fremlagt en meget lang liste over de spændende events, som er planlagt af Hirtshals Handel & Erhverv. Her var indflydelsen tydelig fra de mange nye og initiativrige yngre medlemmer, der er aktive i facebookgruppen Hirtshals – Mulighedernes By.
Stærke stemmer i den sammenhæng var blandt andre Rikke Vandsted og Dorthe Schaltz fra B&B by the Sea og Jakob Nielsen, der til marts åbner kaffe og cocktailbaren Mokka i Runddelen.
Samtlige arrangementer og events fra listen hos Hirtshals Handel & Erhverv vil i løbet af den nærmeste fremtid være at finde i den nye kalender her på FlaskePosten.






















































