Masser af kærlighed og mjød i Godtfolkskroen

Ved indvielsen af Godtfolkskroen dukkede kokken Jesper Lynge fra Lindholm Høje Museets Cafe op i Yxengaaard.

22

Hvorvidt Claus Gajhede, Morten Lykke, Lars Berg eller nogen af de mange andre folk i Yxengaard har haft kontakt med vejrguderne, forlød der ikke noget om, men snefaldet kom som på bestilling og skabte den helt rigtige stemning af vikingetid, da der i dag kl. 16.00 var indvielse af stedets nye Godtfolkskro.

FlaskePostens udsendte fik sig ved ankomsten en ordentlig krammer af Claus Gajhede. Der var da også masser af kærlighed i luften og mjød til ganerne hos de mange fremmødte i Yxenskoven, der som bekendt ligger i Tornby Klitplantage. Efterhånden som mørket sneg sig ind over stedet, blev stemningen ligeledes mere og mere autentisk, så man ubesværet følte sig hensat til tiden med Røde Orm,  kong Harald og Svend Tveskæg.

– Der har vi da den gale kok, udbrød pludselig Claus Gajhede og gav endnu en krammer, der altså denne gang var til Jesper Lynge, som er den kendte kjøgemester fra Lindholm Høje Museets Cafe.

Kokkens besøg var givetvis ikke tilfældigt, da sidstnævnte spisested netop serverer mad fra vikingetiden garneret med mytologi og asatro. Fadeburskøkkenet er således præget af årstidens lokale råvarer med brug af naturlige og bæredygtige principper for at få maden til at holde sig og samtidig smage rustikt. Helt i tråd med tankerne bag Yxengaard.

Godtfolkskroen har været under konstruktion igennem længere tid og mangler endnu nogle detaljer samt den store pejs, der bliver konstrueret til både at skulle opvarme rummet med og lave mad ved.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments