Martabolette Stecher: Det er godt at gå…

Verden bliver så meget større, når vi går - og når vi tør at gå vores egen vej i livet, skriver i klummen her den lokale Martabolette Stecher.

279
Foto: Arkiv.

Af Martabolette Stecher

Hirtshals

Jeg har altid elsket at gå – og jeg tror ikke, at der er nogen mennesker på denne jord, der har fortrudt de veje, som de har gået – heller ikke selvom de er gået forkert. For det at gå beriger din sjæl, nærer din krop og udvider dit sind, så du kan få øje på nye horisonter og veje at bevæge dig i livet.

Lige siden jeg var en lille pige på fire år og første gang gik hjemmefra Fyrbakken over til engområdet der, hvor Hotel Fyrklit ligger nu, for at plukke blomster til min mor, har jeg gået. Og jeg har elsket det. Som barn foregik det mest med at plukke blomster og gå over til engområdet med drengene fra vejen for at sejle med små træskibe, vi selv havde lavet inden, at de byggede hotellet – eller omkring bunkerne.

Om sommeren elskede jeg at gå langs vandet fra Fyrklit til Tornby. Her kunne du møde de sødeste mennesker, finde sten og rav – og hilse på himlen, der altid er lidt højere deroppe.

Senere gik jeg som seks-årig ned i byen til købmand Ruby med en seddel fra min mor om, hvad jeg skulle handle ind for hende. Men en gang kom jeg til at kigge på den forkerte side af sedlen og købte det ind, hun allerede havde købt ind dagen forinden. Så stoppede jeg med at gå for hende.

På Fyrbakken, hvor jeg voksede op, var der også flere, der gik. Jeg var med Herdis og Johan til fodslaw og march – og var ikke ret gammel, da jeg var med første gang på en 10 kilometer. Det var fantistisk, og som en verden, der åbnede sig, fordi det at gå også giver energi til at fortsætte. Det er som om, at du får appetit til mere og fjerner der fra der, hvor du var og bevæger dig ind for at tage imod alt det nye i livet. Med fodslaw gik vi alle mulige steder, og jeg husker ikke, at mine søskende gik med eller mine forældre. Det var vist bare mig, der gik.

Da jeg blev lidt ældre, gik jeg langs togskinnerne fra Hirtshals til Hjørring, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke måtte. Nogle gange havde jeg en veninde med. Så gik vi sammen og talte om alt muligt mellem himmel og hav. Hver gang at det gamle røde tog passerede os, hilste vi på togføreren. Utroligt at han bare vinkede til os – eller også vinkede han for at vinke os væk fra skinnerne, men vi gik alligevel helt til Hjørring fra Hirtshals. Så kunne jeg gå op til min mormor og morfar, der havde en møbelbutik på Springsvandspladsen i Hjørring midtby og håbe på, at de ville betale en togbillet hjem. Det gjorde de altid.

Min mormor og jeg gik også meget sammen. Uanset vejr og vind så gik jeg med min mormor, når jeg var på besøg hos hende og min morfar i Hjørring. Hun sagde altid, at det at gå er godt for sjælen. Og det har jeg så gjort lige siden.

Som voksen har jeg også gået i mange egne af verden. Jeg har vandret fra de franske Pyrenæer til verdens ende tværs over Spanien 940 km, der var Atlanterhavet slår ind mod kysten ved det gamle fyrtårn, som står og blinker til et andet fyrtårn på samme breddegrader blot i Italien. Jeg har gået så ofte både alene og med andre fra Santiago de Compostella til Finesterra. Det år min moster blev 70 år gik vi sammen – og min kusine var også med.

For et par år siden gik jeg også alene fra nord for Lillehammer til Trondheim med opbakning som pilgrim på vejen. Jeg elsker at gå alene, fordi du er nødt til at være langt mere åben og gå verden i møde. Jeg har mødt verdens sødeste mennesker på min vej, når jeg har gået. Den australske berømte arkitekt, der troede, at det, der kom af sig selv, også gik væk af sig selv. Men det gjorde hans vabler ikke. Så dem fiksede jeg hver aften, når vi kom frem til et herberg for at overnatte. Eller det norske par hvor manden på over 60 år stadig deltog i VASA-løbet og altid var opstillet i samme række som kronprinsen.

Verden bliver så meget større, når vi går – og når vi tør at gå vores egen vej i livet. For mig begyndte det hele i Hirtshals. Jeg går stadig. Når jeg skal øve mig på et oplæg, et foredrag eller bare skal have luftet hovedet, så går jeg… det er så godt at gå – og det sætter så mange tanker på plads, når vi går.

Tænk bare på alle de mennesker, du møder, når du går, som kan være med til at berige livet.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments