Af Martabolette Stecher
Hirtshals
Jeg har altid været optaget af historien. Alt det, der er gået forud for os, og som derfor har så stor betydning for, hvordan vi lever i dag. Historien kan få os til at forstå, hvem vi er. De, der har levet før, har betrådt græsset og stierne for os og efterlader det til os som noget, vi skal føre videre.
Som barn ved fyret i Hirtshals legede vi i bunkerne fra krigens tid. Vi vidste aldrig helt, om der stadig var nogen tilbage fra dengang, som levede skjult i disse bunkere. Der var særligt nogle bunkere, som vi børn ikke turde udforske, fordi vi var bange for, hvad vi mon ville møde, når vi forsøgte at åbne de næsten tilrustede jernporte ind til hemmelige rum. Det var et magisk sted at vokse op, fordi det var fyldt med historier fra en svunden tid.
Da jeg blev ældre, fortsatte min nysgerrighed om krigen og historien. Derfor skrev jeg også min hovedopgave på HF om den danske jernbanesabotage under 2. verdenskrig. Jeg fik kontakt til nogle af de mænd, der havde stået bag det hele i Danmark. Dengang fandtes Internettet jo ikke, så jeg sendte et brev med spørgsmål til 10 af de mænd, der havde stået i spidsen for den danske modstandsbevægelse. Jeg var 16 år gammel og ville vide, hvordan de så på den indsats, som modstandsfolkene i Danmark havde gjort – og hvilken betydning det havde haft på tyskerne. De svarede mig alle – og der var såmænd flere, der ringede til mig for at uddybe deres oplevelser fra krigen. Jeg sendte dem alle en rød rose som tak, fordi de havde taget sig den ulejlighed at hjælpe mig med min opgave. Og den ældste kvitterede med et fint håndskrevet brev.
Jeg fik også mulighed for at tale med urmageren i Hirtshals, der havde siddet i koncentrationslejr i Tyskland under anden verdenskrig. Han havde også optaget en masse bånd for at kunne huske sine erindringer. Dem lyttede vi til sammen inde i hans stue. Han viste mig også et blad, de hemmeligt havde lavet blandt fangerne i den lejr, hvor han sad. Det var virkelig vildt at få mulighed for at høre disse fortællinger.
Allerede i 1984 fik jeg første gang mulighed for at rejse til Berlin kun 16 år gammel. Vi var en gruppe, der kørte i bus og måtte jo igennem den grænsekontrol, der var ind til Østtyskland. Fordi jeg havde et tysk efternavn med en familie, som stammer fra Dredsen, skulle jeg som den eneste i selskabet ind på et kontrol kontor, fordi de ville tjekke mig ekstra godt. Store spejle på hjul blev også kørt ind under bussen for at tjekke, om vi havde smuglet nogen med ind over grænsen. Vagterne bar alle maskingeværer og var fuldstændig stive i blikket og fortrak ikke en mine. Vi fik lov til at køre videre.
Året efter var vi igen afsted til Berlin, og der var stadig intet, som havde forandret sig. I Østberlin var alt gråt. Ingen reklamer. Kun grå mennesker og grå bygninger. Vi var også på besøg i en koncentrationslejr, og jeg var med inde og høre The Berlin Philharmonikere og mødte en aften på mc donalds en af verdens kendte forfattere, der fortalte, hvorfor han også havde en lejlighed i Berlin. Det var her historien udspillede sig.
Da muren faldt for 30 år siden, ville jeg derned for at hugge et stykke af muren. Jeg lånte hammer og mejsel fra en murer i Hirtshals og tog sammen med min barndomsveninde toget til Berlin. Der var folk overalt. De var glade. Mange rejste derned sammen med os. Folk vi ikke kendte, kom vi til at tale med. Hvilken frihed at få lov til at opleve et stykke af historiens store vingesus – og jeg fik mine stykker af muren med hjem.
Link til tidligere artikel
