Marianne Pedersen: Begrænsninger eller muligheder med vindmøller ved Hjortnæs?

Af Marianne Pedersen
Løkken

Jeg er selv født og opvokset med vindmøller placeret ikke mindre end seks steder i både nord-, syd-, øst- og vestlig retning omkring mit barndomshjem, ja man kan vel nærmest sige at jeg gennem hele min opvækst har været pakket ind i vindmøller. De fire vindmøller der står tættes på er 70 meter høje og placeret ca. 1,5 kilometer væk og de møller der står længst væk, er de 8 eksisterende møller på Hjortnæs der ligger ca. 4,5 kilometer væk.

Hverken min familie eller jeg har rigtig lagt mærke til nogen af møllerne og vi har aldrig kunne høre dem. Gennem hele min barndom har jeg altid set dem som noget der bare var der og som jeg synes var hyggeligt at se på. Efter jeg er blevet ældre, er de tilmed blevet forbundet med det at komme hjem, for når jeg kunne se de fire store møller stå og snore stille rundt på en blæsende solskinsdag, så vidste jeg at nu var der kun fem minutter til at jeg var helt hjemme. For mig er de vindmøller blevet symbolet på noget vi i Danmark kan være stolte af, og et symbol på at vi i Danmark er vores ansvar bevidst og tilmed anerkender at vi skal være en del af løsningen for at nedbringe de fossilebrændstoffer og CO2 udledningen både for vores børn, og børnebørn.

Det kan måske diskuteres om vindmøller hører til på land eller ude på havet. Men så er man også nødt til at gøre denne diskussion mere nuanceret, for vindmøller der sættes op på havet er betydelig dyrere at projekterer, og ved de store projekteringer som ved Anholdt, Horns rev 3 og Kriegers Flak er det store konsortier som Vattenfall og Ørsted (tidligere Dong Energy) som vil komme til at eje møllerne og her er der nul borgerindflydelse. Hvis udskiftningen af møllerne ved Hjortnæs bliver en realitet, vil det være de op mod 700 kommende lokale andelshavere som ejer møllerne, og derved vil få fordel ved fortjenesten. Ifølge referatet fra Teknik- og Miljøudvalget den 9. januar 2019, skal Hjortnæs Vindmøllelaugs andele i de nye vindmøller sælges til kostpris, og vil i første omgang blive tilbudt beboere inden for en afstand på 4,5 kilometer fra vindmøllerne ved Hjortnæs, og derefter, så frem der er andele tilbage, til beboere i Hjørring kommune. På den måde bliver møllelauget lokalt forankret og flere vil betale skat af indtjeningen fra møllerne til Hjørring kommune. Og med de truende besparelser på bl.a. ældre- og skoleområdet, derigennem være en fordel for samtlige borgere i Hjørring Kommune.

Og ja der vil komme en økonomisk fordel ved vindmøllerne, samtidig med at der vil komme fordele for miljøet. Men hvis man ser på det, så ville alt andet da også være mærkeligt. Man sætter jo også penge i banken for at de skal samle renter eller investerer i aktier, for at få en økonomisk fordel ud af det. Det samme gælder ved vindmøllerne på Hjortnæs, hvor de kommende lokale andelshavere investerer penge i projektet for på den måde at få et afkast af deres investering. Og en investering i vindmøller kommer alle til gode, og er vel altid bedre end en investering i f.eks. et kulfyret elværk der kun kommer de få til gode, som f.eks. kapitalfonde.

At det er projekter som ved Hjortnæs der bliver ført ud i virkeligheden, gør at det er almindelige mennesker som har mulighed for at blive andelshavere og på den måde får den økonomiske fortjeneste, hvilket også gør at fortjenesten ikke havner i kapitalfonde, som det med højst sandsynlighed gør sig gældende ved de store havvindmølleparker.

Poul Østergaard civilingeniør og Ph.D. i Energiplanlægning ved Aalborg Universitet, påpeger at vindmøller på land giver mest strøm for pengene. Vindmøller på havet producerer godt nok dobbelt så meget strøm som vindmøller på land, men opsætningen er væsentlig dyrere. Poul Østergaard har lavet beregninger på at det er op mod dobbelt så dyrt at producerer en megawatt-time på vindmøller der står på havet end vindmøller der står på land. Og det er endda uden at man regner vedligeholdelse omkostningerne af vindmøllerne med.

Vi står desværre ikke i den luksussituation hvor vi har råd til kun at satse på vindmøller på havet, vi har faktisk ikke råd til at kunne droppe en eneste af de vedvarende energiformer hvis vi vil forbedre klimaet og miljøødelæggelserne. Det er et paradoks at vi gerne vil bruge strøm, men ikke vil tage konsekvensen af det.

Nogle gange kan jeg blive i tvivl om man reelt set har forstået hvor alvorlig klimakrisen er hvis man kun vil sætte vindmøller op på havet. Man må nogle gange gå på kompromis med det æstetiske af hensyn til klimaet og miljøet.

Det er urealistisk at kommer til at kunne opfylde den klimaaftale som Danmark har forpligtet sig til sammen med 195 andre lande, uden vindmøller på land. Den dag vi har 100 procent vedvarende energi kan man igen se på om der findes bedre løsninger end vindmøller på land, og indtil da synes jeg vi skylder hinanden at se muligheder og ikke begrænsninger ved vindmøller på land.

Jeg synes f.eks. det kunne være ideelt hvis et sted som Børglum Kloster, med så mange turister om året, også kunne se mulighederne i vindmøllerne, og herigennem fortælle ”vindens historie”. De har et pragteksemplar af en mølle stående på bakken, og den er jo også placeret der af den grund at vindforholdene er gode. Vær med til at oplyse folk om hvorfor det er vigtigt at vi tænker på vores efterkommere og skabe en opmærksomhed på, hvorfor det er vigtigt at vi gør noget for klimaet og miljøet.

Jeg tror samtidig også det kunne medvirke til at endnu flere, inklusiv mig selv, ville være endnu mere stolt over Børglum Kloster hvis de kunne markedsføre sig på at være en turistattraktion drevet på vedvarende strøm.

Nej per automatik, er ikke altid løsningen, og ja, der kan være nemmere at sige nej per automatik, for så behøver man ikke altid at afveje fordele og ulemper. Men vindmøller er ikke nødvendigvis grimme, det er et spørgsmål om øjnene der ser på dem. Efter min mening er vindmøller et symbol man kan være stolt af, og er noget der har udviklet sig i takt med samfundets udvikling, fra man brugte de gamle vindmøller til f.eks. at male korn, til at man i dag bruger vindmøller til at producere strøm. Jeg bliver glad når jeg kører hjem til mit barndomshjem og ser de fire vindmøller snore på en blæsende solskinsdag samtidig med at jeg tænker på det symbolske jeg ligger i dem.

Så jeg vil gerne appellere til at man prøver at danse med tanken om vindmøller og ser mulighederne i dem, i stedet for man per automatik trækker et nej op af hatten.