Der er lang vej igen, når det handler om sikkerhed på arbejdspladsen for unge fritidsjobbere. Det viser en opgørelse, som Jobpatruljen i Nordjylland har lavet efter blot to dage på rundtur i sommerlandet
I alt 100 ungarbejdere er på de to dage blevet interviewet om deres arbejdsforhold, og hele 39 sager – altså over en tredjedel – er blevet sendt videre til faglig opfølgning i enten HK eller 3F, fordi forholdene ikke var i orden.
Ifølge den nordjyske jobpatruljekoordinator, Louise Nabe-Nielsen, er det især sikkerhed og arbejdsmiljø, den er gal med. Manglende instruktion i brugen af maskiner og udstyr er et problem, tunge løft et andet, som Jobpatruljens frivillige allerede flere gange er stødt på.
Tunge løft og farlige maskiner
– I 20 af sagerne har vi mødt unge, der løfter mere end de tilladte 12 kilo, for eksempel fyldte ølkasser. Et sted, i en virksomhed indenfor byggebranchen, var der ungarbejdere, der løftede parasolfødder på mere end 40 kilo og skubbede rundt med paller med sprinklervæske på mere end 250 kilo, fortæller Louise Nabe-Nielsen.
Udover de tunge løft stødte Jobpatruljens frivillige også på unge, der uden at have fået tilstrækkelig instruktion arbejdede med blandt andet pappresser, brødskærer og påfyldning af sæbe i industriopvaskemaskiner.
– Sidste år fik en ung ansat i en bagerbutik på Lolland skåret fire fingre af i en brødskærer, og her i Nordjylland har vi i år også mødt en ung, der har fået en forbrænding på hånden i forbindelse med sit arbejde, så der er al mulig grund til at tage den manglende instruktion meget alvorligt, understreger Louise Nabe-Nielsen.
Den unge, der fik forbrændt sin hånd, kom i øvrigt hverken til læge eller fik anmeldt ulykken som en arbejdsskade, hvilket også er noget, fagforeningen vil gå videre med overfor arbejdsgiveren.
Unge arbejder alene
Andre sager, der har fyldt i statistikken på Jobpatruljens to første dage, er unge, der har for lange vagter, manglende pauser eller arbejder alene.
– Det er i for eksempel bagerier, kiosker og isbutikker, vi er stødt på det. I en dagligvareforretning var der yderligere det problem, at den unge følte sig utryg ved berusede kunder i aftentimerne, når ungarbejderen var alene på vagt, fortæller Louise Nabe-Nielsen.
Selv om tallene kan se alarmerende ud, kan Jobpatruljen også berette om mange arbejdspladser, hvor der er godt styr på tingene. I langt de fleste tilfælde, hvor det halter, er det fordi hverken arbejdsgiveren eller ungarbejderen selv er bekendt med reglerne.
– Men det er arbejdsgiverens ansvar at reglerne bliver overholdt. Og når vi oplever, at en tredjedel af de unge går på arbejde med risiko for arbejdsskader, er det selvfølgelig noget, vi fortsat vil følge op på, siger Louise Nabe-Nielsen.
Politianmeldelse på vej
En af de sager, Jobpatruljen er stødt på i de seneste dage, ender sandsynligvis i en politianmeldelse. Det drejer sig om en restauration, hvor en ung under 18 år uden tilsyn af en voksen arbejdede med udskænkning af alkohol, hvilket er forbudt.
De øvrige sager bliver typisk fulgt op af en henvendelse fra fagforeningen til arbejdsgiveren, og det er der gode erfaringer med.
– Vi ser heldigvis ofte, at de steder, vi har besøgt tidligere, typisk har bedre styr på det, næste gang, vi kommer, siger Louise Nabe-Nielsen.
Jobpatruljen i Nordjylland har foreløbig besøgt arbejdspladser i områderne Sæby, Præstbro, Dronninglund, Hjallerup, Hals, Hjørring, Hirtshals, Sindal, Tversted, Lønstrup samt Skalborg og City Syd i Aalborg.
Problemer for mere end 8 ud af 10 unge fritidsjobbere
- Jobpatruljen er en landsdækkende oplysningskampagne overfor 13 til 17-årige med fritidsjob.
- Hvert år i juli kører aktivister fra Jobpatruljen landet tyndt og besøger arbejdspladser, hvor unge fritidsjobber.
- Jobpatruljen har eksisteret siden 1979 og bag kampagnen står en række fagforbund. I Nordjylland er det HK og 3F, der organiserer Jobpatruljen.
- I Nordjylland deltager i år 20 unge frivillige i Jobpatruljen, som i løbet af uge 28 og 29 besøger unge på arbejdspladser i alle de nordjyske kommuner.
- I hele landet afdækkede Jobpatruljen i 2019, at 84,3 procent af fritidsjobberne oplevede brud på regler eller love i deres ansættelse.
- Unge under 25 år har dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejdet, som deres ældre kolleger.
- I år er temaet for Jobpatruljen instruktion i arbejdet med maskiner og arbejdsredskaber.
- Hele året vejleder Jobpatruljen børn og unge, deres forældre, arbejdsgivere og lærere via en brevkasse og på Fagbevægelsens Hotline på 8024 1010.