Inger Jensens foredrag søndag eftermiddag om kunstneren Lars Nielsen var i sig selv interessant, men blev blandt andet også krydret med fire billeder, som var medbragt af Nelly Lundsgaard-Sørensen.
– Malerierne er malet på dørfyldninger. Døren tilhørte Frank Rodins forældre, som havde en gård i Bindslev. Faren hed Laurits Peter Amadeus Jensen, fortæller Nelly umiddelbart efter foredraget på Hirtshals Kro.
– Lars Nielsen boede engang imellem på gården, og som betaling malede han dørene i huset. Sønnen Frank beundrede og var glad for malerierne på døren, som han blev lovet, var hans, hvis gården skulle sælges, fortsætter Nelly.
– Frank begyndte at læse til farmaceut i København. I mellemtiden blev fødegården sat til salg, så moren ringede og sagde, at nu skulle han komme efter den dør. Frank rejse hjem til Bindslev og indså, at han ikke kunne rejse rundt med en dør, så derfor blev dørfyldningerne savet ud og lavet til fire malerier, kommer det smilende fra Nelly.
– En søndag i 2004, hvor jeg var indehaver af Hirtshals Fiskerestaurant, kom Frank Rodin og hans kone så Lise ind i restauranten, hvor de ønskede frokost. Med sig havde de en stor bærepose, der stod lænet op ad væggen. Jeg serverede for dem. Frank spurgte mig, om jeg kendte maleren Lars Nielsen. Jeg svarede ja, hvorefter han fortalte, at han havde fire malerier i posen, som de var kørt til Hirtshals med samme dag for at høre, om nogen var interesserede i at købe dem, da han ikke ville have dem mere. Hverken hans kone eller børn syntes, at de var pæne eller interessante. Han havde været på Hirtshals Kro, men der var lukket, husker Nelly.
– Jeg fik historien om, hvordan malerierne var blevet til, og jeg fandt dem interessante og købte dem. Malerierne hang i Fiskerestauranten, indtil jeg solgte den i sommeren 2005, afslutter Nelly.