Af Mads Nygaard
Forfatter
I forgårs aftes bagte min yngste Karla og jeg snobrød i pisøsregnvejr.
Flammerne dansede videre på trods. Karla og jeg havde en lilla paraply til deling. Vi sad tæt. Hundekoldt var det. Vi snakkede ikke om hekse. Vi snakkede heller ikke om, at det så var ni år siden min egen mor døde. Sankt Hans aften 2008.
Men mens vi sad og lod ilden lave aftensmad, tænkte jeg på den nat, hvor jeg gik direkte fra fødestuen og op til mor på Sygehus Vendsyssel. Det var flere uger siden, at kræften havde tilladt hende at sidde op, men det gjorde hun denne nat. Hun sad skind og ben og smilede i mørket, da vi trådte ind. Hun var så udmagret, at jeg frygtede, hun end ikke ville kunne holde nyfødte Karla.
Men det var selvfølgelig derfor, hun sad op. Mor havde måske endda budt kræften trods for at få denne jubelstund med. Da mor lagde begge hænder med opadvendte flader, forsvandt tvivlen. ”Her mor!” Så der kom nyfødte Karla til at ligge. Sin allerførste nat i verden. Og én af min mors absolut sidste. Nyt vidunderligt liv og sorgfuld uafvendelig død. I samme åndedrag.
De sidste ni år har jeg ikke deltaget i Sankt Hans arrangementer, men jeg gjorde det i går. Med lilla paraply og Karla.
Da regnen tog uimodståeligt til, gik vi ind og spillede pacman på computeren. Karlas idé. ”Det er et meget gammelt spil, far. Passer sikkert godt til dig.”
Og det gjorde det. Havde den bedste Sankt Hans aften i mands minde. Med min mor i tankerne, minder i tusindvis og en datter, der til sidst snorkede så højt, at jeg fik masser af tid til at lade tankerne flyde.
Videre til i går. Her blev Karla Hirtshalsmester i ridebanespringning! Og jeg var lige der, hvor jeg kunne se hendes smil i lyset. Solskinslyset. Fuldkommen i familie med min mors smil den nat på Sygehus Vendsyssel. Endnu en jubelstund vundet! En kæmpefejring værd. Altid!
