Af Mads Nygaard
Forfatter
Da jeg var dreng, kom jeg i én uges praktik på Vendsyssel Stiftstidende. Sportsredaktionen. Jeg fik en opgave. Jeg skulle dække en bordtenniskamp. Brønderslev mod Herlev. Jeg gik til stålet. Interviewede over telefonen alle spillere, begge trænere, begge hjælpetrænere, halinspektørerne i begge klubber.
Så kom kampen. Sindssygt spændende. Sad med min blok. Noterede som ind i helvede. Tog bagefter hjem på avisen og gik så i gang med at skrive. Følte mig som det vigtigste menneske i hele verden. Jeg skrev sandsynligvis den længste artikel om en bordtenniskamp nogensinde. Det her var om søndagen. Mandag kunne jeg så se i papiravisen, hvor meget af mit arbejde, der var nået med i spalterne.
Der stod: Brønderslev – Herlev 6-4. Ikke andet.
Der stod ikke engang, at det var mig, der havde skaffet resultatet. Været der. Set hele lortet.
Dér lærte jeg dette, 13 år gammel:
Ordet er ikke noget, du får. Det er noget, du INSISTERER på at få. Og hvis din avis eller resten af verden ikke vil give dig lov, må du finde dit eget sted.
Dit eget blækhus! Og så bare sprutte derudaf! Yes!
Foto: Arkiv.
