Af Mads Nygaard
Forfatter
Normalt, når jeg står foran en bogudgivelse, er jeg spændt på to ting: Bliver anmeldelserne gode? Og kommer jeg til at tjene en skilling? Sådan er det ikke denne gang med De Uledsagedes Bog. Jeg er ligeglad med anmeldelser. Og jeg har allerede brugt min pension på at skrive den.
Det sidste kom sig af et interview, jeg hørte med krigsfotograf Jan Grarup. Da hans ekskone døde af kræft, og han lige pludselig stod alene med deres børn, bad han om at få sin pensionsopsparing udbetalt. For at kunne trække stikket i et års tid. Og bare være far. På fuld tid. Det lod sig gøre.
Jeg undersøgte derfor, om jeg kunne gøre det samme. At være forfatter i et år. For at skrive om udsatte børn. På fuld tid. Yep. Tak Jan! Der var godt nok et gebyr. På 200.000. Men de blev så bare trukket fra det beløb, jeg nu ikke får, når jeg bliver 70. Det er matematik, der giver mening for mig. Det må gerne koste noget at gøre det, man brænder for. Mens man kan det.
Jeg ved, at jeg har givet den her bog alt. At jeg har siddet med drenge, der på ingen tid, er gået fra børn til voksne. Drenge, der har set deres familiemedlemmer blive henrettet (Afghanistan.). Eller drenge, der har sat deres eget liv på spil i håbet om at redde deres mor og far og søskende ud af krigens helvede (Syrien).
Jeg har lært meget mere af de her drenge, Ali, Alan, Jacob, Jwan, Khoshnaw og Tedros end journalisthøjskolen i Aarhus nogensinde nåede i nærheden af at give mig. De her drenge … de har ingen uddannelse. Men de drømmer og kæmper hver dag for at få den i hus. Eller om at få lov til at udleve den kærlighed, der er opstået i deres tid i Danmark. De er livsduelige. De er overlevere. De er ubegribeligt modige.
Og nu? For mit vedkommende?
Jo, De Uledsagedes Bog udkommer til oktober. Alle indtægter går til fremtidens uledsagede. Og den 11. september starter jeg på et nyt projekt.
Jeg skal sammen med Charlotte de næste seks måneder rejse rundt til børnehaver i Nordjylland. Og prøve at give alle rollingerne en idé om, hvorfor jeg og Charlotte synes, at kunstens verden er den fedeste, skønneste og vildeste af alle.
Projektet hedder Kunstgødning. Det er jeg også forbandet stolt over at være en del af. I mine øjne bør kunsten og fortælleglæden følge direkte efter modermælken. Skolebussen til det bombastiske.
Bundlinjen derfor: Lykkelig!
Og skulle jeg gå totalt på røven som 70-årig … ja, så starter jeg sgu bare en bevægelse, der vil forandre alting …. eller forsøge på det … i hvert fald!
