Af Mads Nygaard
Forfatter
”Jeg cykler lige op og går mannequin.” Sådan sagde min mor tit i gamle dage, når hun svingede ud på Hovedvejen for at være smuk på Havbakken, landsbyens plejehjem. Nu har et flertal blandt lokalpolitikerne besluttet, at stedet skal lukke. På grund af besparelser.
For min mor var Havbakken noget særligt. Placeret tæt på kirken. Under gudstjenesterne var der direkte lydforbindelse til plejehjemmet, så alle, der ikke lige kunne bevæge sig så raskt længere, alligevel kunne lytte med. Mor gik til hånde. Strikkede, hæklede og hyggede. Hun gik mannequin, når der var modeshow. Og om aftenen hjemme omkring spisebordet kunne hun så dele ud af dagens indsamlede historier, sygdomsforløb, hilsener og alt andet godt fra Havbakken.
Min far kom der kun, når det var allerhøjst nødvendigt. Som da mor kunne fortælle, at nu var fars gamle kortmakker fra smugkroen kommet derop. Så skidt kørende, at han ikke længere kunne ryge sine elskede cerutter. Han måtte skam gerne. Personalet stillede sig ikke i vejen for laster af den art. Men han kunne ikke længere. Motorikken i hænderne var gået fløjten. Det fik far til at gå i kælderen og lave et cerutrygestativ. Snild snedker som han var, fungerede skidtet, og så besøgte den gamle for en sjælden gangs skyld Havbakken sammen med mor. Gaveoverrækkelse i røg og damp.
Skæbnen ville, at det også blev på Havbakken, at far selv skulle tilbringe sine allersidste døgn. Mor havde i månedsvis frygtet, at han skulle sendes på et hospice langt væk. Derfor var det et sandt lysstrejf i mørket, at far fik en plads så tæt på hjem. Det var her, jeg for første og eneste gang oplevede mor gå mannequin. Fra forreste række. Kørte far fra værelset og ind i stilling. Også hans debut som iagttager af mode.
”Din mor går som en drøm,” sagde far, da vi rullede tilbage til kammeret og knappede en bajer op for at skylle skønheden ned.
Fire døgn før fars død ringede Havbakkens personale. ”Nu er det snart nu!” Så stimlede vi sammen. Kom fra nær og fjern. Hele familien. I vanlig stil kunne far sagtens trække et nu ud i strakt arm. Han sagde ikke en lyd, men hjertet slog videre. Personalet skaffede en seng til mor, så hun kunne sove ved siden af sin mand. Jeg anede ikke, at sådan en service fandtes. Mor sov ikke, hun mindedes de 54 år, de havde været et par. Helt tilbage fra dengang far sendte hende kærlighedsbreve fra sin tid som soldat.
To døgn inde i den sidste afsked sad jeg midt om natten med mine søskende ude på gangen. Så kom én af de ansatte forbi. Hun stillede en stor bøtte Haribo Mix på bordet og sagde: ”I kunne sikkert trænge til den her!” Og så gik hun videre på sin nattevagt. Dén gestus var et decideret kys!
Men allerstørst indtryk gjorde personalet, da far efter de fire døgn til sidst strakte våben. På værelset kom han i kisten. I sit fineste tøj. Med sin uundværlige pibe knuget i hånden. Og da vi bar kisten ud, stod personalet i samlet flok ved hovedindgangen. Den sidste ære. Den sidste respekt. Lige der knuselskede jeg Havbakken og alt, hvad stedet stod for.
Forbandet er det blot, at det skal skrives i datid. At stedet og alle dets ansatte, der om nogen har holdt sin lokalbefolkning i hånden gennem tykt og tyndt, nu skal spares væk.
Min mor, der mens hun levede, aldrig hævede sin stemme én eneste gang, ville måske have gjort det her:
Lukker I Havbakken, slukker I for landsbyens største hjerte!
Foto: Arkiv.
