Medarbejdere på natarbejde hos Nordjyske Bank

I weekenden den 16. og 17. marts gennemføres den største it-sammenlægning i datacentralen Bankdatas historie.

467

Det sker når Nordjyske Bank og Ringkjøbing Landbobanks it-systemer bliver sammenlagt. Her er en stor del af Nordjyske Banks medarbejdere på natarbejde. Kunderne kan opleve kortvarige begrænsninger, og de opfordres derfor til at holde sig opdaterede på bankens hjemmeside – særligt i tilfælde af udlandsrejser eller større indkøb.

Nordjysk Bank og Ringkjøbing Landbobank fusionerede i juni 2018 og har nu i samarbejde med datacentralen Bankdata afholdt tre prøver på it-sammenlægningen. Senest i weekenden den 23. og 24. februar var Nordjyske Banks medarbejdere på natarbejde, hvor en vellykket generalprøve på it-sammenlægningen fandt sted, og banken er således så godt som klar til weekenden den 16.-17. marts, hvor det det for alvor sker:

– Sammenlægningen er en stor og krævende proces, og derfor skal vi også være så forberedte som muligt. Vi har i flere omgange haft medarbejdere på natarbejde, så de kan teste de nye systemer uden, at det er til gene for særlig mange af vores kunder, og det er gået over al forventning, lyder det fra Nordjyske Banks IT- og produktionschef, Ivan Rafn, og fortsætter:

– I weekenden for sammenlægningen vil det hele således for alvor træde i kraft. Her vil kunderne komme til at opleve kortvarige begrænsninger, og vi opfordrer derfor til, at man som kunde er opmærksom op til weekenden.

Produktionschef Ivan Rafn.

Det gælder især i forhold til Netbank, Mobilbank og brug af betalingskort, hvor eksempelvis Netbank og Mobilbank ikke kan anvendes det meste af weekenden:

– Generelt vil kunderne kun opleve få forstyrrelser, hvor der opstår en række kortvarige begrænsninger. Her er det forskelligt alt efter, hvilke kort man har, og hvordan man i perioden bruger det. Vi opfordrer derfor til at gå ind på vores hjemmeside og holde sig informeret. Opstår der spørgsmål eller behov for hjælp, er man altid velkommen til at ringe til Nordjyske Banks hotline, fortsætter Ivan Rafn.

Han oplyser desuden, at hotline har ekstraordinært åbent søndag den 17. marts fra kl. 12 til 16.

– Man skal også være opmærksom, hvis man planlægger større køb eller planlægger at opholde sig udenlands. Skal man eksempelvis ud at rejse i uge 11, kan det være en fordel at sikre sig valuta som back-up, lyder det fortsat fra Ivan Rafn.

Med den vellykkede generalprøve og de velforberedte medarbejdere forventer han, at it-sammenlægningen kommer til at foregå gnidningsfrit. Alle kundevendte systemer vil blive genstartet, så snart det er muligt. Senest søndag middag er Netbank og Mobilbank igen klar til brug, og alle andre systemer er igen fuldt tilgængelige mandag morgen. Ivan Rafn understreger også, at der ikke sker ændringer med kontonumre, kort, koder, passwords, Netbank, Mobilbank, Betalingsserviceaftaler, NemId og Mobilepay.

– Og Nordjyske Banks medarbejdere vil selvfølgelig være parate til at tage imod kundehenvendelser fra mandag morgen, præcis som de plejer, slutter Ivan Rafn.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments