Trivselsgruppen på Bindslev Skole, som er en forsamling af forældre, der tager initiativ til forskellige aktiviteter, afholdt torsdag den 26. marts kl. 17.30 for tredje år i træk det, der tidligere blev kaldt Bindslev Aften, men nu er blevet omdøbt til Mad, Hygge & Oplevelser, fordi der i år også deltog både gæster og erhvervsdrivende fra Tversted.
Uddeler Klaus Kold fra Dagli’Brugsen bød som en af tovholderne bag arrangementet velkommen til de i alt 379 spisende gæster, der fik flæskesteg, rødkål, kartofler og brun sovs, hvorefter der var kaffe og kage, når man ikke lige var rundt ved de 30 stande, som sammen med bordene til spisning fyldte godt op over alt på Bindslev Skole.
Forinden havde Louise Høholt imidlertid også kort præsenteret sig selv, idet hun efter et år som leder af kompetencecentret i hele Sindal Skoledistrikt vender tilbage som leder på Bindslev Undervisningssted, som er den politisk korrekte betegnelse for Bindslev Skole. Indtil sommerferien har hun dog fået til opgave at være den, der på en ordentlig måde får lukket Tversted Skole og skabt en god brobygning netop til Bindslev Undervisningssted. Til stede ved arrangementet var også skoledistriktsleder Jakob Borup, som er en ud af ganske få på det niveau, der ikke skiftes ud eller får ny arbejdsplads i skolevæsenet ved Hjørring Kommune.
Blandt de udstillende butikker og erhvervsdrivende var Hanne Eskerod fra AltWell, hvilket i hvert fald glædede Kim Bernhard Tornby fra det kendte Galleri Tornby ved Tversted. Han døjede nemlig med noget pandehulebetændelse og forsøgte sig derfor med en omgang akupunktur, som er klinikkens speciale til behandling af forskellige akutte og kroniske sygdomstilstande.
Der var da også et meget bredt og forskelligartet udvalg af stande, hvor i blandt tillige var Sonja Rømer fra Det Kreative Hus, som delte plads med lærerkollegaen Tenna Lundholm. Begge præsenterede et meget stort og flot udvalg af deres utroligt smukke kunsthåndværk. Ligesom der var stande med de lokale spejdere fra KFUM og idrætsforeningen BTI.
Blandt de nye udstillere var Søren Pedersen og Peter Stiller fra Tannisbugt natur- og vandplejeforening, der gerne ville hverve medlemmer til den gode sags tjeneste, som er gennem fysisk restaurering af blandt andet vandløbene Tversted Å og Kjul Å at forbedre miljøtilstanden og fiskebestandene i hele området fra Tversted til Hirtshals.
Det vil føre for vidt her at remse samtlige deltagere op, men nævnes skal eleverne fra 6. A, som havde en bod med popcorn og slushice, hvor de også solgte lodsedler for Nyreforeningen. Alt sammen skulle det gerne bidrage til klassekassen, som så måske kan gøre elevernes lejrskole lidt sjovere, når de til juni drager til København.