
Synes du det er hyggeligt med juletræ i Åbyen og Asdal? Plejer du at komme til Skt. Hans festen ved Voldstedet? Synes du ølsmagningsaftenen, familiedagen i medborgerhuset eller virksomhedsbesøget på Grøngas var et godt initiativ?
Hvis du kan svare ja til dette, så kunne du måske være med til at sætte endnu flere aktiviteter i gang? Der er nemlig ingen af delene, der ”kommer af sig selv”. Det kræver, at der er nogen, der får det til at ske.
– Den 18. november skal vi have generalforsamling i Borgerforeningen, og der skal vælges et par nye bestyrelsesmedlemmer. Vi plejer ikke at blive overrendt til generalforsamlingen, men vil gerne byde på lidt god mad fra vores lokale Fishermans House. Det koster gratis, men det kræver, at du tilmelder dig, lyder det fra Helle Jakobsen, som er formand i Asdal Borgerforening.
– Vi håber, at mange vil deltage, og at nogen vil tænke: ”hvordan kan jeg være med til at få noget til at ske i mit lokalområde” i stedet for at tænke ”hvad skal Borgerforeningen/andre foreninger gøre for mig”. Opgaverne er ikke uoverskuelige, og der er ingen forventning om, at nye bestyrelsesmedlemmer skal tage lige så mange år som de afgående, uddyber Helle Jakobsen.
– Sidste år var der forslag om, at Borgerforeningen skulle ændre navn, så begge bynavne Åbyen og Asdal indgår i navnet. Man valgte at udsætte punktet til dette års generalforsamlingen, for at få lidt flere holdninger fra beboerne. Vi vil derfor gerne høre folkets mening – skriv på vores facebookside ”Asdal borgerforening”, eller send dit forslag til et af bestyrelsesmedlemmerne, forklarer formanden hos Asdal Borgerforening.
Af hensyn til maden fra”Fishermans House” er det nødvendigt med tilmelding via facebooksiden eller til et bestyrelsesmedlem senest den 13. november.
Dagsordenen kan ses nedenfor, men er også opslået på foreningen facebookside og deres info-standere i Asdal og ved Medborgerhuset.























































