Allerede mens der blev lagt en sidste kærlig hånd på isskulpturerne fra kunstnernes side blev de beundret og vurderet af rigtig mange tilskuere, men det var først, da mørket sænkede sig, at lyssætningen ligesom gav dem rigtigt liv.
– Vi har lånt soklerne af billedhugger Søren Cip Nielsen, som også leverer isblokkene, forklarede Henrik Woodpek Sigensgaard, da FlaskePosten en sidste gang denne søndag med udsalg og isskulpturfestival kiggede forbi, mens mørket sænkede sig over Den Grønne Plads.
Der er da heller ingen som helst tvivl om, at man skal skynde sig ned for at se de mange smukke kunstværker, hvis man vil nå det, før vejr og vind for altid har fjernet dem fra pladsen, hvorefter de kun findes som erindringer og på fotos.