Opfordring: Lad os mindes de mange, der satte livet på spil for vores frihed under 2. Verdenskrig.
Sæt levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj og lad vores flotte Dannebrog komme til tops i flagstangen den 5. maj, hvor vi kan fejre Danmarks Befrielsesdag.
Danmark havde været besat af Nazi-Tyskland siden den 9. april 1940, og befrielsen blev fejret over hele landet. Læs mere hos danmarkshistorien.dk
Fra B.B.C.s Udsendelse til Danmark
Fredag den 4. Maj 1945 Kl. 20.30 – 21.00
Ved Mikrofonen: Johs. G. Sørensen.
Optaget af A. Schnedevig, Hellerup.
FOBA-FILM-TONE
København-Hellerup.
Lidt om en modig person fra Vrejlev-egnen syd for Hjørring, der på sin helt egen måde, satte sig op mod tyskernes besættelse af landet:
Pastor Søren Dissing, Vrejlev (1909-1988)
Søren Dissing var tilhørende Region 1. Nordjylland, og var delingsfører i Vendsyssel Sektion, Hjørring Distrikt.
Søren Dissing var både logivært og deltog i våbenmodtagning og sabotage. Han var desuden kontaktmand til Kaj Mortensen og Toldstrup.
Søren Dissing var præst under besættelsen og familien Dissing boede på Præstegården i Vrejlev, hvor der altid var hjælp at hente ved præsten og fruen.
Provst Søren Dissing døde den 23. juni 1988.
Våbendepoter i nærheden af Poulstrup/Vrejlev:
Et af dem var hos proprietær Svend Malthe Holst (1917-1991) på Vrejlev Kloster. På Vrejlev Kloster blev der holdt en stor frihedsfest, hvor der blev holdt taler og sunget. Efter præst Søren Dissings beskrivelse var “Af huse hver og en” – så det var uden tvivl en velbesøgt frihedsfest.
Et andet depot var hos dyrlæge Asger Lindberg, Poulstrup, og det omtales som et større depot, hvor kælder og loft var fyldt med sprængstof og våben.
Et tredje depot var hos gårdejer Regner Nielsen, der ejede gården “Øster Harken” hvor meget af det nedkastede blev skjult, da han var en meget god ven med Søren Dissing.
Et fjerde depot var hos gårdejer Bertel Bjerre fra Guldager, der ejede mergelgraven, hvor mange containere blev skaffet af vejen, og i hans lade gemtes nedkastede materialer. Bertel var også en god ven med præst Søren Dissing, og han var endvidere formand for menighedsrådet.
Et femte depot var hos gårdejer Karl Jensen, Guldager Mark, hvor der ofte blev gemt nedkastede våben, da gården lagde ideelt i forhold til et af nedkastningsstederne ved Aabenterp.
Desuden blev noget af det nedkastede materiel fra Vrejlev-egnen, gemt ved Bageri Haabet på Aalborgvej, hvor der var våbendepot i hønsehuset.
Søren Dissings første prædiken efter befrielsen.
Denne prædiken blev holdt i Vrejlev og Hæstrup kirker den 6. maj 1945:
For at Jeres glæde må være fuldkommen
Husker De søndagen efter den 9. april 1940. Det havde været en streng dag at tage. Megen ængstelse og uro fyldte os, og det var virkelig sådan, som det stod i sangen, at “sindet bøjer sig ned til sidst, ved ikke, hvor det skal modet tage”«.
Det var altsammen så utrygt og uvist; hvordan ville det gå i de kommende ikke bare dage, men år, for vi anede jo, at det, der nu skete, var indledningen til en længere, måske en meget lang tid. Og havde vi så dengang kunnet tænke os, hvor utrygt livet skulle blive, hvor megen tortur, hvor meget fordærv mange landsmænd skulle komme ud for – og hvad gennemgik vi så i sammenligning med de andre besatte lande? – så havde mørket over vore sind nok været meget tættere.
Det hele kom jo da sådan efterhånden, og som mørket blev tættere, blev vi stærkere. Og netop det, at modet blev stærkere, hængte for mange af os sammen med de ord, der kom til os netop hin søndag efter 9. april, da modet var knækket og sindet fyldt af sorg og fortvivlelse.
Det var de ord, Vorherre siger til disciplene, da også deres sind var formørket og fortvivlet: “Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud og tro på mig”. De ord kom, som om de var talt netop til os i den situation, vi var i. De lød på een gang som en fanfare og en trøst.
Og så er årene nu gået, og vi har, som jeg sagde, oplevet meget med hinanden i disse år, meget som varmede og glædede og meget også, som smertede og bedrøvede. Hvad der glædede os var sammenholdet, som med få udtagelser blev stærkt i det danske folk. Vi stod trods alt skulder ved skulder.
Vi glædede os over sabotører, som satte livet ind også for os. Vi tænker i dag på dem, der ikke fik lov at opleve denne dag. Deres navne skal i fremtiden ikke blot blive et kort minde, men en forpligtelse for os, som er tilbage, at vi vil værne med alle vore kræfter om det, som var så meget værd for dem, at de måtte sætte livet ind på det – Danmark vort land.
Jo, vi sørgede, når en dansk bukkede under, vi sørgede med dem og sørger med dem, der i dag mangler den, de helst var sammen med. Der har været mange dybe sorgens dage.
Ja, det var der jo hele tiden, for bag det, vi kunne glæde os over, lå alligevel bedrøvelsen, -den byrde det var, at fremmede skaltede og valtede med os og vort efter deres forgodtbefindende.
Derfor er der også i disse år blevet bedt utallige bønner til Gud, at Han dog med sin magt ville standse Djævelens værk, tilintetgøre hele det hav af ondskab og djævelskab, der rejste sig mod mennesker.
Og hvor mange gange har vi ikke syntes, at den bøn var bedt forgæves? Det var en døv Gud, vi talte til. Som om han havde lukket ørene for verdens jammer og elendighed.
Og så kommer nu denne tekst, og det slog mig, akkurat lige så overraskende som efter 9. april 1940, i lige så høj grad som var den netop bestemt til denne dag, til os i den situation, vi nu er i. Det er især ordene »Bed og I skal få, for at jeres glæde må blive fuldkommen«.
Ja, sådan er det. Gud har hørt bønnerne, for Gud hører altid bønnen, hvor den stiger fra et hjerte i nød. Og den bøn, der i disse år har lydt fra en lidende menneskehed, har været af nød, virkelig dyb, dødsens nød.
Der er jo overhovedet ikke andet, der kan få navn af bøn end dette råb af nød. Og retten til at bede bønnen, til at råbe til Gud, og visheden for at Gud hører, den ligger deri, at Vorherre har givet os lov. Vi beder på Vorherres ord og ikke på vort eget tvivlende ord.
Og Gud hører, men han opfylder også bønnen. Vi har syntes, det varede længe med den opfyldelse, og så er sandheden nok den, at Gud hele tiden har været optaget af at opfylde bønnen.
For se opfyldelse er jo ikke blot det, at vi får, hvad vi gerne vil have, men bønnens opfyldelse er nok først og fremmest dette, at vi får Guds kraft. Sådan var det jo for Vorherre selv, da han bad i Getsemane. Også der var der noget, Vorherre ønskede så brændende.
Der var en nød, han om muligt ville bede sig ud af; men som han mest ønskede, gik det ikke. Og dog var hans bøn hørt og blev også besvaret, ikke bare med et nej, men samtidig med en kraft til at bære det, der skulle komme. Gud var med ham i nøden.
Og sådan er bønnen nok også i disse år blevet hørt, at Gud gav os kraft til at bære og til at komme igennem, til at tage ansvar og pligter på os. Og også i dette at få kraft og mod til at bære ligger der glæde, den glæde, at Gud ikke slipper, men holder fast, hvem han har kær.
Og dog synes vi – lykkeligst, hvor Guds vilje falder sammen med vor, hvor det, vi vil, helst er bøjet ind under det, Gud vil, da bliver glæden fuldkommen.
Og det, vi ikke kan lade være med at synes nu, er, at Gud har hørt vor bøn om folks og lands frihed, om barmhjertighed imod os og derigennem har gjort vor glæde fuldkommen.
Det er ikke altid, Vorherres ord viser sig sådan for os som her, for her synes vi, at vi ser ligefrem et tegn fra Gud. Sådan er det, Gud vil, at menneskers glæde skal være fuldkommen.
Da radioen kom med sin melding fredag aften, at soldaterne havde kapituleret, – ja da var det, som om det slet ikke var til at fatte. Var det virkelighed? Og da det så begyndte at gå op for een, at det var virkelighed, så blev det til gråd af glæde. Timen var kommen, vor bøn var hørt og opfyldt, for at vor glæde skulle blive fuldkommen.
Og for denne Guds godhed imod os, for hans bønhørelse, så Danmark igen blev et frit land, er vi samlet her for at takke ham. Vi har nok gjort det mange af os, men vi vil også gøre det her i Guds hus.
Vi takker ham, fordi han gav os kraft til at stå tiden igennem, vi takker ham for hans godhed imod os i disse år. Hvad blev vi ikke sparet for, når vi tænker på hvad Holland, Belgien og Norge har lidt.
Gud har været god imod os, og vi beder ham om, at han fremdeles vil give os sin velsignelse, at vi fremdeles må være i hans varetægt. Vi beder ham om at hjælpe os til at handle ret og retfærdigt, at hjælpe os til at kunne tilgive, at hjælpe os til ikke at synke ned i hadets forfærdelige mørke.
Og vi ved, Gud hører bønnen, vi ved han er den, der opfylder bønnen, for dette er os et tegn. Det er ikke fordi vi tror, vi har forpagtet Gud, fordi vi tror, Gud kun bønhører, hvor det går, som vi vil – men vi synes alligevel, vi har lov til at tage dette som svar på menighedens bøn.
Jo, sådan er det. Gud hører og svarer. “Bed og I skal få, for at jeres glæde må blive fuldkommen”. Amen!
Prædiken af Søren Dissing, Vrejlev, den 6. maj 1945.
Af Henrik Hansen
