
De lune sommernætter udfordrer nattesøvnen for mange. Husene er gennemvarmede af sol og høje temperaturer.
Åbne vinduer hjælper ikke, eftersom der ikke er en vind, der rører sig. Dynerne erstattes af lagner eller dynebetræk. Men det er stadig bare for varmt.
En borger på Blåmejsevej i Hjørring havde derfor natten til den 5. juni fundet løsningen på sommerens hede og søvnproblemer og havde lagt sig ud på sin terrasse for at sove. Det gik faktisk også rigtig godt indtil henad kl. 03.10, hvor hun vågnede ved, at der stod en mand ved siden af hende.
Hvem der blev mest forskrækket, melder historien intet om, men manden løb hurtigt fra stedet.
En patrulje rykkede ud og runderede i området, men uden at observere nogle mistænkelige personager.
Kilde: Nordjyllands Politi.
Foto: Politi.dk.