Lune aftener med Slåbrock

Kjeld Torbjørns Slåbrock Trio spiller i Løkken og Hjørring.

18

Efterårskulden trænger sig efterhånden på – men Kjeld Torbjørn og hans Slåbrock Trio tilbyder den kommende tid to lune aftner, indhyllet i masser af Slåbrock-hits fra før og nu. På torsdag den 20. oktober i Løkken – og lørdag den 29. oktober i Hjørring

I Løkken er det Kulturhuset i Løkken Skole, der på torsdag kl. 19,30 lægger lokale til de muntre toner fra sange som ”To Gears Diesella”, ”A’e så glå ve dyjr” samt nyere ørehængere som ”Gerdas Grillbar” fra Slåbrock Trios helt nye CD ”Træls”.

Har man ikke mulighed og tid denne aften, så er der en ny chance for at opleve trioen lørdag den 29. oktober, hvor Jesper Hjortdal inviterer til en Slåbrock-aften på Det Bette Hotel i Hjørring. En intim koncert med tre retters fest-menu og efterfølgende underholdning, højt humør og fællessang.

Her ikke bare kan, men skal man reservere plads for at være med – og der er kun 80 af dem i de forholdsvis små, men hyggelige lokaler i Nørregade.

Både den ny CD og Slåbrock Trios show hedder ”Træls”. Og bliver det så dét?

– Ja, hvis der ikke kommer andre end os tre, griner Kjeld Torbjørn.

Foruden ham består Slåbrock Trio af Andreas Svaneborg og Ole Albrechtsen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments