Lucia er som bekendt en italiensk helgeninde, som led martyrdøden. Hendes helgendag er den 13. december, som i den julianske kalender var årets korteste dag. Lucia kommer af det latinske lux, som betyder lys.
Lys var der da også masser af sammen med sangen, hvis vers netop hylder førstnævnte, når lyset bæres frem, stolt på din krone, rundt om i hus og hjem, sangen skal tone, hvilket den blandt andet gjorde på skolerne i Bindslev, Tornby, Horne og Hirtshals.
I Tornby var Luciaoptoget lidt anderledes i år, idet skolen havde et hyggeligt samarbejde med børnehaven. Efter optoget på skolen spredte de julestemning hos de ældre på plejehjemmet Havbakken.
Pigerne fra 5. og 6. klasserne på Bindslev Skole fortsatte denne tirsdag deres optog på skolen videre over til plejehjemmet Smedegården og laver et sidste Luciaoptog onsdag formiddag på Mariebo i Tversted.