Lopper og pølser samt kendte skuespillere

På fredag åbner en ny sæson på Vendsyssel Teater, og det bliver med både årets nordjyske skuespiller, andre garvede og kommende kollegaer, loppemarked og en pølse eller to.

33

Fra sidst på eftermiddagen fredag er der for sidste gang åbent hus i Vendsyssel Teaters gamle lokaler i Dronningensgade, inden teatret midt i sæsonen flytter i nye rammer. Derfor byder dagen også på et lidt alternativt program.

Først er der loppemarked, hvor man hos teatrets skrædder og rekvisitør har mulighed for at erhverve sig nogle af de brugte kostumer og rekvisitter, som ikke flytter med i de nye omgivelser.

Sidenhen går den kunstneriske chef Peter Schrøder på scenen og leder de fremmødte gennem en introduktion til den kommende sæson. Her er der mulighed for blandt andet at møde årets nordjyske skuespiller, Carsten Svendsen, der har titelrollen i det nye teaters åbningsforestilling ”Niels Klims underjordiske rejse”. Fra samme forestilling får vi endvidere besøg af en populær ørkensøn og gammel kending i huset, Asger Reher.

Flere af de medvirkende fra juleforestillingen ”Svend, Knud og Valdemar” dukker også op, og det samme gør både teatrets afgående og den kommende flok teatertalenter. Der er også noget med, at både en borgmester og en bestyrelsesformand kigger forbi til en ”debat” under fyndig ledelse af Peter Schrøder.

  • Det bliver en ganske særlig eftermiddag med masser af indslag og godt humør. Vi benytter lejligheden til både at fortælle om den kommende sæson og til at sælge lidt ud af både kostumer og rekvisitter. Så kan man jo få et minde med fra teatret. Vi håber, mange vil kigge forbi og hjælpe os med at skyde den nye sæson i gang, siger teatrets direktør Lars Sennels.

Udover loppemarked og underholdning er der også sørget for en pølsevogn og kolde drikke, så der er noget for både øje og mave.

Vendsyssel Teater holder Teatersalg fra kl. 15-17 og Åbent Hus fra kl. 17-19 fredag den 12. august med mulighed for efterfølgende at overvære Teater Talent Hjørrings afgangsforestilling ”Natten med Nina” kl. 19.30.

Link: Vendsyssel Teater

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments