Lone Olsen (V): Svar til den konservative Mette Jensen

Hvordan Mette Jensen (C) kan påstå, at Venstres byrådsgruppe ikke har drøftet en fremtidig struktur for ældreplejen i Hjørring Kommune, er en gåde for Lone Olsen fra Venstre.

1162

Af Lone Olsen
Byrådsmedlem for Venstre
Hjørring Kommune

Mette Jensen (C) skriver i sit indlæg på Flaskeposten.nu, at vi som Byråd “skylder borgerne at finde den brede løsning og ikke bare lave skyttegravskrig”.

Om det er en bred løsning, hun søger, ved at skyde med skarpt mod bl.a. Venstres byrådsgruppe, vides ikke. Men skal man skyde med skarpt, bør man som minimum have fakta på plads. Ellers ender det som en omgang løst krudt.

Lukningen af Havbakken i Tornby skete som udgangspunkt ikke, fordi vi som Byråd kunne skabe tid og rum til en politisk drøftelse og planlægning af fremtidens ældrepleje i Hjørring Kommune. Det er muligt, at det er Mettes opfattelse af situationen. Men lukningen skyldtes ene og alene, at det snævre flertal, der indgik budgetforlig, derved kunne dække en ubalance på Sundhed-, Ældre og Handicapområdet. Altså en simpel regnearksmanøvre.

I øvrigt klinger det endnu mere hult at tale om visioner på ældreområdet og for fremtidens ældrepleje, når man som Mette selv har stemt for at afmontere plejeboligplanen, der netop skulle danne grundlag for disse visioner.

Hvordan Mette kan påstå, at Venstres byrådsgruppe ikke har drøftet en fremtidig struktur for ældreplejen i Hjørring Kommune, er mig en gåde. Jeg kan garantere jer for, at både den tidligere og nuværende byrådsgruppe har drøftet både plejeboligplan og struktur. Det snævre flertal – som Det Konservative Folkeparti er en del af – ønsker dog ikke at drøfte hverken plan eller struktur med os. Mig bekendt er Plejeboligplanen i hvert fald ikke blevet genoptaget.

Mette spørger, om det er et spil for galleriet, at Venstre kæmper for bevarelse af Havbakken? At Venstre sætter mennesket før systemet, før regneark, kommer næppe bag på nogen. Samtidig antyder Mette, at Venstres byrådsgruppe arbejder med en skjult agenda, fordi et bestyrelsesmedlem i en lokal Venstre vælgerforening er med i arbejdsgruppen bag etableringen af et friplejehjem. Det er ganske enkelt under lavmålet.

Som et liberalt parti går vi naturligvis ind for friplejehjem. For det frie valg. Men udover det har Venstres byrådsgruppe ingen interesse i at blande os i placering af et kommende friplejehjem. Det er ikke liberal politik. Forslaget fra Det Konservative Folkeparti, som Mette nævner, skal i øvrigt først drøftes på Sundhed-, Ældre- og Handicapudvalgets møde på onsdag.

At Venstres byrådsgruppe skulle være medvirkende til at give beboere og pårørende falske forhåbninger, har jeg meget svært ved at se. Vi har blot fra dag et sagt, at vi var imod en lukning af Havbakken. Så det er ikke os, der er på slingrekurs.


Link til indlægget af Mette Jensen (C)

Mette Jensen (C): Vi har ikke fået kolde fødder – vi ønsker varme hænder!

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Claus Gajhede
5 år siden

Jeg undrer mig over, at man for ganske få år siden, fra Hjørring Kommunes side, havde rigtig travlt med at sælge særligt attraktive byggegrunde i Tornby.

Tornby blev solgt, grundet dens beliggenhed nær skov og strand. En by med skole, idrætsfacilliteter, dagligvare forretning og plejehjem.

Efter at grundene er solgt har man forsøgt både at lukke skole og plejehjem.

Der er nogle ting jeg ikke forstår, eller også er der nogle der ikke forstår, hvad der sker herude i den virkelige verden.